I det fynske folks tjeneste

Italiensk filmhold optager dokumentar i Odense

00:34

Video: Julie Eleanor Andersen

Gammelt odenseansk håndværk dokumenteres i italiensk film. Dokumentaren bliver vist i 2018.

Gulvene i glasværket på havnen i Odense skrubbes, og vinduerne pudses. Initiativtager til det frivillige værksted, Per Jørgensen, har travlt med rengøringen, inden et tomandstort filmhold fra Italien rykker ind i det ellers normalt lidt snavsede glasværk.

- Det ser jo godt ud, konstaterer Per Jørgensen, og Leonardo Capodarte og Simona Tiziano træder ind af døren.

De skal filme en dokumentar om det nyopstartede glasværk og den håndfuld af frivillige, der hver dag knokler for at genoplive Odenses historiske baggrund som glasproducerende by. 

- Det er en stor ære. Hvor mange gange har italiensk fjernsyn været her for at optage til programmer? Det er normalt Egeskov og H.C. Andersens Hus, der får den store omtale. At vi som nystartet virksomhed efter et halvt år kan tiltrække dem - det er jeg lidt imponeret over selv, siger Per Jørgensen. 

Leonardo Capodarte og Simona Tiziano skal filme en række optagelser fra værkstedet, der skal vises i en ny dokumentar om Danmark. 

- Glasværkstedet har en meget gammel historie i Danmark. Sammen med andre smukke, traditionelle, kulturelle seværdigheder, som vi besøger i de her dage, bliver det vist i dokumentaren, fortæller Leonardo Capodarte.

  Foto: Julie Eleanor Andersen

For Per Jørgensen er der ekstra pres på, mens de italienske kameraer ruller i værkstedet, for i Italien bor nogle af verdens bedste glaskunstnere, der kan puste lidt ekstra økonomisk liv i Odense Glasværk.

Elegant glas

På trods af, at glasværket har fået økonomisk støtte fra en række fonde, hænger økonomien nemlig endnu ikke sammen for det nystartede værksted. De mangler stadig en million kroner. De frivillige håber, at den italienske dokumentar vil åbne for nye finansieringsmuligheder.

- Jeg vil glæde mig meget over, hvis de kunne se, at der fandtes lidt talenter rundt i verden også, siger glasmager Søren Højmark, mens han lader varmen fra ovnen forme sit materiale. 

Efter besøget i glasværket er i hvert fald én italiener overbevist om kvaliteten af den fynske glaskunst.

- De er meget, meget professionelle. De bruger en meget raffineret teknik. Det er elegant, mener Leonardo Capodarte.

Dokumentaren fra værkstedet vises på tv-stationens hovedkanal Rai som del af tv-programmet Geo.

Geo har over halvanden million seere, og programmets forskellige dokumentarer handler om forskellige natur- og rejseoplevelser fra hele verden. I 2018 får dokumentaren fra glasværket i Odense premiere og kan ses på hjemmesiden www.geo.rai.it.

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.