Iværksætter: Skil dig ud eller dø

I denne uge er der iværksætterfestival i Odense. Årets tema er digitalisering, for iværksætterne skal være bedre til at skille sig ud på nettet.

De små og mellemstore virksomheder er ikke gode nok til at udnytte mulighederne i det digitale. Det viser flere undersøgelser fra blandt andet Dansk Industri. Det er især iværksætterne, der ikke er gode nok til at sælge sig selv på nettet- og det er her kunderne skal findes.

I denne uge løber årets Iværksætterfestival af stablen i Odense, og årets tema er digitalisering, når iværksætterne indtager Stjerneskibet på Odense Havn for fjerde år i træk.

quote Hvis ikke du har en måde at skille dig ud på, så tror jeg ikke, man klarer sig i marken.

Louise Bjerregaard Thygesen, ejer af Loukrudt.dk

En af de fynske iværksættere, der er med til årets iværksætterfestival er Louise Bjerregaard Thygesen, der ejer virksomheden Loukrudt, der sælger interiør og tilbehør til børn. Onsdag var hun med til kurset Magisk Markedsføring, hvor festivaldeltagerne skulle lærer om personlig branding.

-Hvis ikke du har en måde at skille dig ud på, så tror jeg ikke, man klarer sig i marken. Det er nok de færreste, der sidder derhjemme, og så banker det på døren, og så står der nogen og siger: Hej vi har hørt, at du har et fantastisk produkt, må vi ikke købe det? - siger Louise Bjerregaard Thygesen

quote Branding er vigtigt for iværksættere, for det kan være med til at gøre, at man bliver førstevalg.

Jeanette Refstrup, direktør og kommunikationsrådgiver, Strup & Strup

Det er kommunikationsvirksomheden Strup & Strup, der står bag Magisk Markedsføring og ifølge direktør og kommunikationsrådgive Jeanette Refstrup, så er branding og evnen til at skille sig ud på nettet meget vigtig for iværksætterne.

-Branding er vigtigt for iværksættere og mere etablerede virksomheder, for det kan være med til at gøre, at man bliver førstevalg hos samarbejdspartnere, investorer og kunder. Det kan betyde, at man får adgang til mere omsætning, forklarer Jeanette Refstrup.

 

Jeanette Refstrup forklarer, hvordan man bygger et fortællende og personligt brand op.
Jeanette Refstrup forklarer, hvordan man bygger et fortællende og personligt brand op.
Foto: Morten Grundhold

 

Ifølge kommunikationsrådgiveren, så er grunden til det manglende digitale fokus på branding ret banal.

-Iværksættere og alle andre er for dårlige til at sælge sig selv. Det er de fordi, man kan være lidt bange for at stille sig frem og sige, det er det her, jeg er god til, siger Jeanette Refstrup.

 

De deltagende iværksættere forsøger at få alle deltagerne med.
De deltagende iværksættere forsøger at få alle deltagerne med.
Foto: Morten Grundhold

 

Også hos Dansk Forening for Internethandel mener man, at det i stadigt stigende grad er vigtigt at have mere fokus på at skille sig ud på internettet

-Hvis man vil have fat i kunderne, så er det sådan, at otte ud af ti køb starter på nettet. Vi starter med at tjekke prisen, og hvem der kan levere varen. Det kan godt være, vi ender med at købe varen i en fysisk butik, men hvordan skulle vi kunne huske den, hvis vi ikke kunne finde den på nettet?  - siger Henrik Theil, der er kommunikationschef i Dansk Forening for Internethandel.

Efter onsdagens kursus i Magisk Markedsføring håber Louise Bjerregaard Thygesen, at hun fremover bliver bedre til at skille sig ud på nettet.

-Jeg håber rigtig meget, at jeg kan tage nogle nye ideer med mig, som gør det interessant for mine følgere og kunder fortsat at følge mig og være mine kunder.

Danskernes købsvaner på nettet

 

Oversigt

    Oversigt