I det fynske folks tjeneste

Ivrig tyv anholdt to gange samme nat

En sportsbutik på Dalumvej i Odense fik ubehageligt og uanmeldt besøg to gange natten til onsdag - begge gange af en 36-årig mand fra lokalområdet.

En sportsbutik på Dalumvej i Odense fik ubehageligt og uanmeldt besøg to gange natten til onsdag - begge gange af en 36-årig mand fra lokalområdet.

Politiet blev alarmeret første gang kort efter midnat, da butikkens private vagtværn havde overmandet indbrudstyven. Han havde smadret en rude, og var ved at prøve jakker, da han blev tilbageholdt.

Politiet anholdt manden, der blev afhørt og løsladt - men han var åbenbart stadig ikke færdig med at udfolde sig.

Fire timer senere var der nemlig igen indbrud i den samme butik, og denne gang slap gerningsmanden afsted med tyvekosterne. Politiet havde dog gennemskuet situationen, så de kørte ud på den 36-åriges bopæl, hvor de fandt den snorksovende tyv samt to stjålne jakker.

Og så blev manden endnu engang anholdt...

Ved du noget? Så send os et tip