I det fynske folks tjeneste

Ja i Svendborg til salg af NGF Nature Energy

Byrådet i Svendborg stemte tirsdag aften ja til at sælge NGF Nature Energy til den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners. Også Nyborg har stemt ja. Nu mangler blot tre fynske byråd at stemme.

Otte fynske kommuner stemmer i denne uge om, hvorvidt de vil sælge deres energiselskab NGF Nature Energy til en engelsk kapitalfond. Foto: Morten Grundholm

Det blev et ja til salget af det fynske energiselskab NGF Nature Energy til den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners i Svendborg.

Vi stemte imod salget, fordi vi helt principielt er imod at privatisere et selskab som NGF Nature Energy. 

Jens Henrik Laulund Skotte, byrådsmedlem, Svendborg, Enhedslisten.

Det bekræfter flere kilder over for TV 2/Fyn. 

De ønsker ikke at oplyse stemmefordelingen. Men det står klart, at Socialdemokraterne stemte for et salg.

Efter mødet fortalte kommende borgmester Bo Hansen (S), hvorfor socialdemokratiet går ind for et salg.

Han begrundede blandt andet beslutningen med, at NGF Nature Energy står over for massive investeringer, hvis de skal følge deres vækststrategi.

- De investeringer selskabet kræver på sigt, ser jeg ikke, at vi kan løfte kommunalt. Samtidig skal vi også huske på, at det her med, om NGF Nature Energy er penge værd eller ej, er en relativt ny ting, siger Bo Hansen med henvisning til, at selskabet for bare få år siden havde underskud.

Enhedslisten: Vi vil ikke sælge

Men det var ikke alle partier, der stemte for salget. 

Læs også Tidligere direktør: Sælg ikke fynsk energiselskab

Blandt nej-stemmerne var Enhedslisten. Herfra sagde Jens Erik Laulund Skotte:

- Vi stemte imod salget, fordi vi helt principielt er imod at privatisere et selskab som NGF Nature Energy. For når en privat investor som for eksempel en kapitalfond går ind og investerer, så er det for at tjene penge. Og det er i vores optik ikke meningen, at forsyningsselskaber skal tjene penge. De er sat i verden for at stille en service til rådighed for borgerne, siger han.

I alt otte fynske kommuner ejer NGF Nature Energy. 

Tirsdag aften stemte byrådene i Svendborg og Nyborg.

I sidstnævnte kommune blev det også et ja, erfarer TV 2/Fyn. 

Nu mangler tre byråd at stemme. Assens har sagen på dagsordenen onsdag. Nordfyn og Kerteminde stemmer torsdag.