I det fynske folks tjeneste

Ja til tv-reklamer på Banegårdspladsen

Politikerne i Odense Kommune er tilsyneladende indstillet på at fravige byens eget reglement og tillade tv-reklamer fra en storskærm på den nye Banegårdsplads. Fyens Stiftstidende vil få lov til at vise reklamer i 10 minutter hver time.

-


Odense får nu sin egen lysavis på den nye banegårdsplads

Politikerne i Odense Kommune er tilsyneladende indstillet på at fravige byens eget reglement og tillade tv-reklamer fra en storskærm på den nye Banegårdsplads. Fyens Stiftstidende vil få lov til at vise reklamer i 10 minutter hver time.

Den nye lysavis på tre gange fem meter vil blive sat op på Fyens Stiftstidenes nye mediehus, der efter planen skal stå klar i foråret 2005.

Lysavisen vil kunne ses fra Østre Stationsvej og fra hele Banegårdspladsen, og ifølge oplægget fra Miljø- og Teknikforvaltningen vil avisen få lov at vise reklamer 10 minutter hver eneste time. Derudover skal avisen følge en række anvisninger fra kommunen. Udover reklamer vil Fyens Stiftstidende bringe nyheder og servicemeddelelser på den 15 kvadratmeter store lysavis.

I følge Odense Kommunens egen skilte- og facadeplan fra 1999 er det dog forbudt at opsætte kommercielle reklamer og billboard i bymidten. Men meget tyder på, at politikerne i Miljø- og Trafikudvalget er indstillet på at give avisen dispensation.

OK fra politikerne

- Det har jeg slet ingen problemer med. Vi har en stor avis i byen, og det virker meget naturligt at den får lov at vise nyheder og reklamer i bybilledet, siger Johan Schmeltz(S), der er medlem af Trafik- og Miljøudvalget.

Også hos Venstre er man indstillet på at give dispensation.

- Jo mere frihed jo bedre. Odense vil gerne være en storby, og i en storby er der lys og reklamer i bybilledet, siger Venstres medlem af udvalget, Lars Chr. Lilleholt.

Kun avisen får lov

Tilladelsen til at vise reklamer kræver dog at politikerne giver avisen en dispensation fra kommunens skilte- og facadelokalplan for midtbyen. Og i følge forvaltningen er det vigtigt at dispensationen ikke danner præcedens og at den hidtidige praksis fortsætter i resten af bymidten.

Politikerne i Miljø- og teknikudvalget skal behandle sagen på tirsdag.