I det fynske folks tjeneste

Jagt på flugtfange fortsætter uden for Fyn

En 40-årig rumæner flygtede fra Nyborg Statsfængsel i søndags. Politiet leder stadig efter ham.

Politiet mistænker, at voldtægtsfangen, der er flygtet fra Nyborg Statsfængsel, har forladt Fyn.

En 40-årig rumæner har været på flugt, siden han flygtede fra Nyborg Statsfængsel i søndags.

Fyns Politi har fået henvendelser fra borgere, som mener at have set manden, men politiet mangler stadig et afgørende spor. Og noget tyder på, at rumæneren er forsvundet fra Fyn, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

- Vi har en skummel mistanke om, at han er kommet længere væk end Fyn, lyder det.

Fangen er dømt for at have begået en voldtægt og skulle udvises af Danmark, når han havde afsonet dommen.

Politiet modtog adskillige henvendelser fra borgere de to første dage efter flugten, men siden er det stilnet ud i tipsene.

Ifølge politiet er det nu "det lange seje træk", der skal sættes ind for at fange rumæneren, som måske allerede har forladt landet.

Signalement af flugtfangen

  • Manden beskrives som ikke farlig.
  • Han er en mand på 40 år og rumæner.
  • 172 cm høj og almindelig af bygning.
  • Han har kort mørkt hår og brune øjne.
  • Han har tatoveringer på begge sider af brystet, på den venstre underarm og den højre overarm.
  • Manden sidder fænglset et år for voldtægt og skal udvises, når han har afsonet.

Fyns Politi vil meget gerne kontaktes på 114, hvis man har set noget mistænkeligt efter klokken 11 søndag formiddag.

Ved du noget? Så send os et tip