Jakob kommer ikke over broen

Den multihandicappede Jakob Nonnemann fra Odense får ikke lov til at deltage i Broløbet over Storebælt lørdag. Til gengæld tilbyder Storebælt, at Jakob kan besøge broen ved en anden lejlighed.

Leif Vincenten fra Sund og Bælt og Jakob Nonnemanns far har onsdag indgået en aftale, der betyder, at Jakob kommer over Storebæltsbroen på et senere tidspunkt, fortæller Henrik Nonnemann til TV2/FYN.

Den 17-årige Jakob elsker broer. Og hans drøm er at deltage i broløbet over Storebælt. Men Jakob er multihandikappet og skal derfor skubbes i en løbevogn af sin far. Men det er helt forbudt, sådan lød beskeden fra løbsledelsen 29. august.

"Broløbet Storebælt er modsat de fleste andre løb begrænset af nogle sikkerhedsmæssige udfordringer. På Storebæltsbroen er det således ikke tilladt at have nogen form for "udstyr" med," lød det i et svar til Henrik Nonnemann.

Jakob Nonnemanns far har siden kontaktet transportminister Magnus Heunicke og ligestillingsminister Manu Sareen, for at få dem til at gå ind i sagen. Men indtil videre uden held.

Men her få dage før løbet erkender Jakobs far, at tiden er ved at løbe ud. Han har derfor taget initiativ til en dialog med Sund og Bælt, der står for driften af Storebæltsbroen.

- Vi er ikke enige i alle aspekter af sagen, har vi fået en større forståelse for hinandens synspunkter, siger Henrik Nonnemann til TV2/FYN.

Deltager i stedet i Marathon i Knuthenborg

Jakob Nonnemann og han far er i stedet blevet kontaktet af arrangørerne af Marathon i Knuthenborg Safaripark.

- Min mand Ulrich havde læst om Jakobs situation, og vi blev hurtige enige om, at de selvfølgelig skulle have et tilbud om at deltage hos os i stedet, siger Annette Fredskov fra Marathon i Knuthenborg Safaripark til TV2/FYN.

Jakob og hans far Henrik Nonnemann tager ikke over Storebæltsbroen for at komme til Knuthenborg. De tager færgen fra Langeland til Lolland i stedet.

Fælles udtalelse fra far og brodirektør

I en fælles udtalelse fra direktør ved Sund & Bælt Partner A/S Leif Vincentsen og Jakobs far Henrik Nonnemann lyder det:

Vi har her til eftermiddag (onsdag red.) haft en god snak om, hvordan man på den ene side kan respektere de sikkerhedsmæssige rammer, der er stillet op for det kommende broløb og de særlige forudsætninger, der gælder for et løb over Storebæltsforbindelsen, og på den anden side give Jakob en god oplevelse i forhold til at opleve Storebæltsbroen på første hånd.

Jakob kommer således ikke med til selve Storebæltsløbet i år; men Leif Vincentsen har tilbudt Jakob at besøge broen i anden sammenhæng.

Styregruppen for Storebæltsløbet vil som også tidligere meldt ud vurdere, om der til fremtidige løb vil kunne inkluderes joggere og på hvilke vilkår.

Jakob og hans far håber på at kunne løbe over Storebæltsbroen næste gang der forhåbentlig kommer et løb, men på lørdag vil de løbe med i Knuthenborg Safariparks halvmaraton.

Jakob på Facebook

Oversigt

    Oversigt