I det fynske folks tjeneste

Jakob Piil parkerer cyklen

Cykelrytteren Jakob Piil har besluttet sig for at stoppe sin karriere. Årsagen er tilbagevendende skader.

Odense-rytteren Jakob Piil har kørt sit sidste cykeløb og indstiller karrieren. De seneste to år har kan kæmpet for at komme i form, men hele tiden er han blevet sat tilbage på grund af skader. Det skriver Ritzau.

- Man kan godt sige, det har været én lang kamp. Jeg ville med glæde fortsætte, hvis jeg følte, jeg kunne gøre mit bedste. Når jeg ikke selv føler, jeg kan give mig fuldt ud, så vil jeg hellere stoppe nu og begynde på en frisk, en ny start. Jeg ved ikke endnu præcis med hvad, og jeg er stadig i tænkeboks, siger Jakob Piil i en pressemeddelelse.

34-årige Jakob Piil har som største triumfer i karrieren en etapesejr i Tour de France, en sejr i klassikeren Paris-Tours og sejr i det danske mesterskab på landevej. Jakob Piil er oprindelig banerytter, og ved siden af hovedbeskæftigelsen som landevejsrytter havde han også tid til at køre seksdagesløb.

Men Jakob Piils karriere sluttede reelt den 2. oktober 2005, hvor han ellers var i sit livs form. I endagsløbet Züri Metzgete kolliderede han med en ledsagerbil og styrtede med et dobbelt lårbensbrud til følge. Styrtet ledsagede i udpræget grad Piils karriere, og gang på gang fik han kæmpet sig tilbage i form.

Det lykkedes dog ikke efter styrtet i Züri Metzgete.

Efter 2006-sæsonen skiftede Jakob Piil til T-Mobile, hvor han skulle være en af de rutinerede kræfter på et ellers meget ungt mandskab. Men Jakob Piil kom ud for det ene tilbageslag efter det andet, og kontrakten med T-Mobile blev ikke forlænget.

Nu har Piil så valgt, at nok er nok, og har kørt cyklen i garagen for sidste gang.