Jan Boye afviste kæmpe underskud

24 timer før, at Odense Kommune fortalte om et kæmpe hul i kommunekassen, afviste kommunens borgmester, at der var noget stort hul.

Jan Boye (K) hævdede således onsdag formiddag over for TV 2/FYN, at han intet vidste om et hul i kommunens budgetter på flere hundrede millioner kroner. Torsdag eftermiddag, godt 24 timer senere, holdt kommunens embedsmænd pressebriefing om hullet på 450 millioner kroner.

Onsdag formiddag fik TV 2/FYN et tip om, at kommunen stod til et hul i budgettet på omkring 100 - 150 millioner kroner årligt i fire år blandt andet på grund af manglende skatteindtægter.

For at få opklaret sagen kontaktede TV 2/FYN borgmesteren og spurgte til et budgethul, der skulle være opstået på grund af manglende skatteindtægter. Jan Boye afviste, at der var tale om så stort beløb.  Embedsmændene arbejdede med regnemaskinerne, men hullet var maksimalt på 20 - 25 millioner, forklarede borgmester Jan Boye, Kons..

Torsdag indkaldte kommunen så til pressebriefing, hvor det blev forklaret, at der er et hul på 450 millioner over fire år - det vil sige 112.5 millioner om året - altså netop det tal, som borgmesteren godt 24 timer tidligere ikke bekræftede.

- Jeg mener ikke, at jeg har afvist et stort bugdethul. Jeg blev specifikt spurgt til vigende skatteindtægter på grund af finanskrisen, og det var det, jeg svarede på, siger Jan Boye efterfølgende til TV 2/FYN.

Idag siger han, at de faldende skatteindtægter kun er en del af det samlede beløb, man mangler i kommuneindtægter. Han mener derfor ikke, at han tidligere burde have bekræftet, at der var tale om et samlet budgethul på over 100 millioner kroner om året.

Oversigt

    Oversigt