Jan Boye mindes

Politiske meningsfæller og modstandere, borgere og kollegaer i Dansk Håndbold Forbund mindes Jan Boye, der døde lørdag aften.

Jan Boye døde lørdag aften på Odense Universitetshospital. Lægerne slukkede for respiratoren, fordi de vurderede, at de ikke kunne gøre mere for rådmanden. Jan Boye blev 49 år gammel. Han efterlader sig sin hustru Dorte Hjertstedt Boye og i alt tre børn.

Dagen igennem har mange af Jan Boyes politiske kollegaer mindet ham med flotte ord. Steen Møller, der ligesom Jan Boye er medlem af Det Konservative Folkeparti, og har kendt rådmanden siden studietiden, siger:

- Det jeg har fundet ud af er, hvor meget Jan har betydet, de steder han har været med. Han har jo ikke kunne gå ind i noget arbejde, uden at han givet sig hundrede procent. Man mærker, at Jan ikke er der længere.

Lige så stort tab for politiske modstandere

Det er ikke kun politiske frænder, men også modstandere der beklager tabet af Jan Boye. Byrådsmedlem i Odense for Enhedslisten, Per Berga, siger:

- Han var en politiker der lyttede meget til, hvad der blev sagt. Han var dygtig til at samle så mange som muligt om de beslutninger, der skulle tages, siger Per Berga og fortsætter:

- Som politisk modstander respekterede han de grundholdninger og synspunkter som andre end ham selv havde. Han kiggede ikke efter konflikt, han kiggede efter løsninger.

Billedet af en politiker der forsøgte at samle frem for at splitte, går igen i Odenses borgmester Anker Boyes mindeord, der er skrevet på vegne af hele byrådet:

- Fra sin tid som amtsborgmester var Jan Boye kendt for sin evne til at samle folk og skabe brede forlig. Denne evne tog han med sig ind i byrådet, og fik for første gang nogensinde vedtaget et budgetforlig, hvor alle byrådets partier var med. Det var vigtigt for Jan at samarbejde, bygge broer og skabe konsensus, skriver Anker Boye.

Det er ikke kun de fynske politikere, der mindes Jan Boye. For eksempel siger Københavns overborgmester, socialdemokraten Frank Jensen, i en pressemeddelelse:

- Jan Boyes død efterlader et stort tomrum. Han var et menneske og en politiker, som jeg har stor personlig og professionel respekt for.

Blandt andre har også konservativ partiformand, Lars Barfoed, og flere folketingspolitikere udtalt sig.

En dygtig og ærlig mand

På Flakhaven foran Odense Rådhus, der var Jan Boyes arbejdsplads i sin borgmestertid, var flere borgere kede af nyheden om rådmandens død:

- Vi har mistet et dygtigt, stabilt og ærligt menneske. Det berører mig dybt, for han engagerede sig dybt i byen. Både som amtsborgmester, borgmester og som rådmand. Jeg er sikker på, at vi kommer til at savne ham i det politiske liv.

Det siger Kathrine Sørensen, pensionist i Odense, søndag formiddag, da nyheden var om Jan Boyes død var kommet ud. Også andre borgere begræder tabet af den 49-årige rådmand:

- Jeg synes, at det er tragisk. Man forestiller sig jo, at en 49-årig mand er i sin bedste alder, og at han havde en politisk fremtid, som vi kunne bruge her i byen, siger Ib Rye Jensen.

Topdommer og formand

Jan Boye havde en lang politisk karriere som både amtsborgmester på Fyn, borgmester i Odense og senest som rådmand.

Men han var også håndbolddommer på topplan. Han nåede blandt andet at dømme VM-finalen i 2003.

Før hans død var han ikke længere aktiv dommer, men i juni i år blev han valgt som formand for Dansk Håndbold Forbund.

- Jan Boyes død har hensat hele Dansk Håndbold Forbund i en tilstand af dybt chok, siger DHF's generalsekretær Morten Stig Christensen i en pressemeddelelse.

- Omstændighederne omkring Jans alt for bratte og urimelige død kommer fuldstændigt uventet og fremstår komplet uvirkeligt. Det er umuligt at sætte ord på den lammende følelse, vi er ramt af nu.

Oversigt

    Oversigt