Jan Boye var dygtig til at samle folk

En politisk modstander roser Jan Boye for hans evne til at lytte og samle politikere på tværs af partier.

- Det er utroligt sørgeligt.

Det var Per Bergas umiddelbare reaktion på Rådmand Jan Boyes død, da TV 2/ FYN talte med ham på telefon fra Beijing i Kina.

Per Berga er byrådsmedlem for Enhedslisten. Et parti helt i den modsatte ende af det politiske spektrum end Jan Boyes parti, De Konservative. Men det ødelagde ikke det politiske samarbejde i byrådet:

- Han var en politiker der lyttede meget til, hvad der blev sagt. Han var dygtig til at samle så mange som muligt om de beslutninger, der skulle tages, siger Per Berga og fortsætter:

- Som politisk modstander respekterede han de grundholdninger og synspunkter som andre end ham selv havde. Han kiggede ikke efter konflikt, han kiggede efter løsninger.

God til brede forlig

Billedet af Jan Boye som en dygtig, samlende politiker går også igen i Borgmester Anker Boyes mindeord:

- Fra sin tid som amtsborgmester var Jan Boye kendt for sin evne til at samle folk og skabe brede forlig. Denne evne tog han med sig ind i byrådet, og fik for første gang nogensinde vedtaget et budgetforlig, hvor alle byrådets partier var med. Det var vigtigt for Jan at samarbejde, bygge broer og skabe konsensus, skriver Anker Boye.

Oversigt

    Oversigt