-
Fyns konservative amtsborgmester Jan Boye meddelte sent søndag aften, at han stiller op som borgmesterkandidat til Odense byråd.
- Jeg kan bekræfte, at jeg efter opfordringer fra mit parti stiller mig til rådighed for partiet til byrådsvalget, og at jeg går efter at blive borgmester. Jeg vil have et Odense, der træder i karakter. Så de odenseanerne, der VIL et systemskifte, skal være velkomme til at stemme på enten Det Konservative Folkeparti eller på Venstre, siger Jan Boye til TV 2/FYN søndag aften.
Dermed er der lagt op til det ventede \"præsidentvalg\" på Fyn: Øens suverænt to mest dominerende politikere, Odenses socialdemokratiske borgmester Anker Boye og den konservative amtsborgmester Jan Boye går i direkte duel med hinanden.
Jan Boye har indkaldt til pressemøde mandag kl. 11 efter at han søndag aften fik en enstemmig opbakning fra bestyrelsen i det Konservative Folkeparti i Odense.
Til TV 2/FYN oplyser Jan Boye, at han her i weekenden har haft lejlighed til at studere de nærmere detaljer omkring de kommende regioner, som indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer på onsdag.
- Det fremgår, at der kun bliver ét udvalg i de kommende storregioner, nemlig et forretningsudvalg bestående af 11 af regionens 41 politikere. Dvs, at der ikke er nogen politiske platforme at udøve politik udfra for andre en regionsformanden. Det faktum sammenholdt med, at jeg helst vil udøve politik fra en fynsk base har gjort udslaget for min beslutning om at stille op som borgmesterkandidat i Odense, forklarer Jan Boye overfor TV 2/FYN.
Jan Boye regner i øvrigt med at have en god chance for at slå Anker Boye af pinden.
- Hvis man kigger på hvordan odenseanerne stemte i forhold til amtsrådsvalget sidste gang, så var der borgerligt flertal i Odense, siger Jan Boye.