Jan Ø. og Viktor Axelsen åbner China Open med sejre

De to danske herresinglespillere Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen spillede sig tirsdag videre i China Open.

Både Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen fik en god start på Super 1000-turneringen China Open.

Begge spillere er klar til anden runde af den store turnering efter sejre tirsdag.

Jan Ø. Jørgensen spillede sig videre med en sejr i tre sæt over sydkoreanske Lee Dong Keun med cifrene 18-21, 21-17, 21-13.

I næste kamp venter en tidligere OL-guldvinder i form af den sjetteseedede hjemmebanehelt, Chen Long.

30-årige Jørgensen er med i turneringen på grund af et afbud.

Jørgensen startede godt i første sæt og var foran 5-3, inden sydkoreaneren fik spillet sig ind i kampen og vandt sættet.

Andet sæt var anderledes kontrolleret af danskeren, der fra stillingen 4-3 aldrig slap føringen.

Tredje og afgørende sæt bølgede mere frem og tilbage. Jan Ø. Jørgensen startede godt og kom foran 9-6, men blev kort efter indhentet.

Herefter fulgtes de to spillere ad, inden danskeren ved stillingen 13-13 satte tingene på plads og vandt otte point i træk.

Senere tirsdag var det så den tidligere danske verdensmester Viktor Axelsen, der sikrede sig avancement i den kinesiske turnering med en sejr i to sæt over thailandske Khosit Phetpradab.

Danskeren vandt sikkert første sæt 21-12 efter at have været foran fra første point.

I andet sæt fulgtes de to spillere mere ad, indtil den danske verdensetter ved stillingen 8-8 skruede bissen på, vandt sættet 21-15 og lukkede kampen.

Axelsen, der er seedet som nummer et, skal i anden runde møde indonesiske Anthony Ginting.

Første runde blev endestation for Line Kjærsfeldt i damesingle. Hun tabte tirsdag i to sæt til syvendeseedede He Bingjiao.

Hans-Kristian Vittinghus er også færdig i Kina efter et nederlag i to sæt til Kantaphon Wangcharoen med cifrene 18-21, 18-21.

China Open er som Super 1000-turnering rangeret på næsthøjeste niveau. Kun sæsonfinalen, World Tour Finals, er rangeret højere.

Oversigt

    Oversigt