Jane Jegind: Klar med 120-dages plan

Venstres spidskandidat i Odense, Jane Jegind, præsenterede mandag en 120-dages plan, som hun vil sætte i gang, hvis hun bliver borgmester.

Hele 42 punkter skal sættes på dagsordenen i løbet af de første 120 dage med Venstre i borgmesterstolen i Odense. Sådan lyder meldingen mandag fra Venstres spidskandidat i Odense, Jane Jegind.

- Der er behov for at få ryddet op i Odense. Nu er vi vant til at tage arbejdshandskerne på og gøre en forskel, og derfor kan vi lige så godt få taget fat på noget af det, der er åbenlyst - efter vores mening bør være anderledes. Og hvorfor så vente, til der er gået er par år, vi skal i gang allerede første dag, vi kommer til, siger Jane Jegind.

Nogen af de 42 punkter kan umiddelbart sættes i gang, mens andre først skal forhandles med byrådets øvrige partier, fortæller Jane Jegind.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Meget konkrete planer

Nogle af de 42 punkter er meget konkrete og lokale: "Klubberne for 4-6 klasse skal tilbage i lokalsamfundene gennem samarbejde med lokale foreninger, så frivillige foreninger får penge fra kommunen til at løfte opgaven, der hvor der er mulighed for det", og "genopretning af fortovenes tilstand i lokalområderne og plan for flere sikre skoleveje"

- Noget af det, som vi har hørt rigtigt meget, det er de her meget konkrete ting ude i vores forstæder. Jeg er rigtig meget optaget af, at der skal være en balance mellem alt det gode, som vi gør inde i centrum, men der skal også være rimelighed til, at der også er nogle udfordringer ude i vores lokalområder, siger Jane Jegind.

Skatten skal ned

Venstre vil - hvis Jane Jegind bliver borgmester - have genåbnet budgettet for 2018. Der skal sættes fokus på det borgernære, og muligheden for at nedsætte skatten over de kommende budgetår skal undersøges.

Og så skal der sættes gang i en oprydning i de mange initiativer i Vollsmose.

- Jeg har set nogle ting i Vollsmose, der virker og virker rigtigt godt. For eksempel Vollsmose Boxing, der er en frivillig forening, som i den grad brænder for at gøre en forskel for nogle unge mennesker. Og så har vi andre projekter, hvor jeg er i tvivl om effekten er god nok, siger Jane Jegind.

- Og en af de ting jeg har helt klart stående højest på min dagsorden er, at vi får sat bedre ind over for de børn, der vokser op i organiserede kriminelle miljøer. Jeg så helst, at vi kunne fjerne dem, men det kræver en lovændring på Christiansborg, siger Jane Jegind. 

Jane Jegind har mandag eftermiddag præsenteret alle de 42 forslag på Facebook. Hvis opslaget fra Facebook ikke vises her på siden, så klik på linket her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
 

 

Oversigt

    Oversigt