I det fynske folks tjeneste

FV19: Jane og Jan er ny duo i fynsk politik

De er politiske modstandere, men når valget bliver udskrevet slår Venstres Jane Heitmann og socialdemokraten Jan Johansen pjalterne sammen og fører fælles valgkamp.

Jane Heitmann og Jan Johansen fører valgkamp sammen

Den ene er blå og den anden rød, men når valget til folketinget bliver udskrevet, så vil de alligevel optræde sammen. Venstrekvinden Jane Heitmann og socialdemokraten Jan Johansen har valgt, at de vil føre valgkamp sammen.

- Vi har besluttet os for, at vi under valgkampen vil gøre en masse ting sammen. Jan og jeg er ikke uenige om alt, men der er meget vi ikke er enige om, men vi er det på den gode måde. Vi har forskellige interessepunkter, og derfor kan vi få nogle gode debatter og dialog og være uenige på den gode måde, forklarer Jane Heitmann, der i dag sidder i folketinget for Venstre.

Kæmper ikke om samme stemmer

Netop fordi de er politiske modstandere, kæmper de ikke om de samme stemmer, og derfor kan de føre valgkamp sammen.

 

Læs også Min mening: Valgkamp skal vindes med cykeltrailer, æggebakker og økologiske frø

 

- Vi er forskellige, men vi arbejder sammen inde i Folketinget, og vi vil Fyn det bedste begge to. Jeg synes, det er rart, at vi kan vise, at vi samarbejder på tværs, og at vi får nogel diskussioner, som vi svarer på hver især, siger Jan Johansen, der sidder i Folketinget for Socialdemokraterne.

I deres valgsamarbejde slår de også på forskellene på dem begge. Den ene er blå, den anden rød. Det er mand og kvinde og de kommer fra forskellige dele af Fyn.

- Der er forskel på Venstre og Socialdemokraterne, og det vil vi gerne vise vælgerne. Vi får begge to tit spørgsmålet om, der er forskel på S og V, og der kan vi begge to svare på, at "ja", der er forskel, siger Jane Heitmann.

Har fortid i kommunalpolitik

Både Jane Heitmann og Jan Johansen blev første gang valgt til Folketinget i 2011 og begge har de også en fortid i kommunalpolitik. Jane Heitmann har været medlem af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune, mens Jan Johansen har siddet i byrådet i Kerteminde.

Folketingsvalget skal senest afholdes den 17. juni i år.

 

Læs også Min mening: Forbyd veganermad i dagtilbud