Jazz-festival er gået konkurs

Festivalen Jam Days må dreje nøglen om efter at have generet et for stort underskud.

Odense-festivalen Jam Days er onsdag erklæret konkurs.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Festivalen, som senest blev afholdt i august i år, har måttet lukke ned på grund af for lidt interesse fra fynboerne.

I 2018 kom festivalen ud med et underskud på 230.000 kroner, og det blev der ikke rettet op på efter den seneste udgave af Jam Days.

- Årets festival giver os et mindre underskud på 70.000 kroner, som vi i teorien godt kunne leve med. Men de 230.000 kroner i underskud fra 2018 betyder, at hullet er for stort. Vi tror simpelthen ikke på, at vi kan gøre det bedre. Hvis ikke vi kunne tjene penge i år, kommer vi aldrig til det, konstaterer bestyrelsesformand for Jam Days, Peter Sejersen. 

Jamie Cullum blev ingen redning

Man forsøgte at dække underskuddet i 2018 ved at booke et stort navn til næste års festival i form af den populære jazzmusiker Jamie Cullum. Derudover fik Jam Days også en bevilling på 300.000 kroner. Men med blot 1800 solgte billetter ud af 2200 mulige, kunne Jamie Cullum altså ikke redde Jam Days.

- Af de mere end 100 koncerter på hans verdensturné var den i Odense den eneste, der ikke var udsolgt. Det er tankevækkende. Jeg kunne aldrig finde på at sige, at konkursen er publikums skyld, men Jam Days havde overlevet, hvis vi havde solgt de 400 ekstra billetter, siger Peter Sejersen til Fyens Stiftstidende.

Derfor var det allerede en kendsgerning for arrangørerne på festivalens sidste dag i år, at de måtte dreje nøglen om.

Mangfoldigt kulturliv

I Odense Kommune er man ærgerlig over, at byen nu har mistet et kulturtilbud. Det siger Martin Petersen, chef i afdelingen for Fritid og Kultur.

- Det er en forening, der har gjort, hvad de kunne for at få det op at stå. Vi havde gerne set, at det kunne fortsætte, siger han til TV 2/Fyn. 

Han mener ikke, Odense er for lille til en festival som Jam Days.

- Vi skal gå fra at være en stor by til en storby, og vi har et mangfoldigt kulturliv med mange tilbud, siger han.

Oversigt

    Oversigt