I det fynske folks tjeneste

Fantastiske Fællesskaber: - Jeg blev stolt over at være fynbo

Fire jurymedlemmer kom på hårdt arbejde, da de skulle vælge mellem 58 indstillede Fantastiske Fællesskaber

00:25

Jurymedlemmerne Pil Lingreen og Ivan Nielsen gør status efter jurymødet. Video: Morten Albæk

- Vi startede glade og rørte og helt euforiske efter at have læst alle indstillingerne, fortæller Pil Lindgreen.

Hun er en af de to fynske "ildsjæle", som har sagt ja til at sidde i juryen for Fantastiske Fællesskaber.

Konkurrencen, hvor fynske fællesskaber konkurrerer om en pris på 100.000 kroner. Med i den fire mand store jury er også Tuborgfondets sekretariatschef, Peter Giacomello, og TV 2/Fyns direktør, Esben Seerup.

Læs også Fantastiske Fællesskaber: Nørderi om krybdyr og padder giver et stærkt netværk

Den anden udpegede "ildsjæl" er Ivan Nielsen, talsmand for Bagenkop Altid i Bevægelse, som vandt konkurrencen sidste år. Og de to var ikke enige hele vejen igennem juryprocessen.

Faktisk var ingen af de fire jurymedlemmer helt enige, men det handlede ifølge jurymedlemmerne bare om, at der simpelt hen er for mange fællesskaber, som i sandhed er helt fantastiske, med i konkurrencen.

- Det har været utroligt spændende med 58 indstillinger, fortæller Ivan Nielsen. -Jeg blev faktisk helt stolt over at være fynbo, når man ser, hvad der rører sig derude.

Hemmeligt, hvem de nominerede er

Hvilke fem fællesskaber, der endte med at blive nominerede, bliver først afsløret til november, når afstemningen starter.

Læs også Tid til nye Fantastiske Fælleskaber: Vinderne fra Bagenkop fik en oplevelse for livet

For nok er det juryen, der har valgt de nominerede, men det er fynboerne, som skal vælge den endelige vinder. Vinderen kåres den 21. november i Bagenkop, hvor alle fynboer i fællesskabets navn er velkomne til at deltage.

Indtil da vil vi igennem hele oktober præsentere de mange indstillede fællesskaber her på hjemmesiden.

Fantastiske Fællesskaber er skabt i samarbejde mellem syv TV 2 Regioner, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us.