I det fynske folks tjeneste

Ung OB-målscorer: - Jeg fortjener at få chancen igen

OB's Mads Frøkjær er særdeles tilfreds med den seneste uge, der har budt på startdebut, mål og assist.

Mads Frøkjær-Jensen (nummer tre fra venstre) storsmiler i klumpen af OB-spillere efter han åbnede scoringen mod AC Horsens. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Da OB søndag vandt 3-0 over AC Horsens i Superligaen, var 20-årige Mads Frøkjær en særdeles afgørende herre.

Den unge midtbanespiller scorede til 1-0, inden han lagde op til Sander Svendsens mål til 2-0.

For en uge siden var Mads Frøkjær for første gang i startopstillingen, da OB besejrede FC Midtjylland 1-0 på udebane, og han glæder sig over den seneste uges tid.

- Det har været en stor uge for mig, og det er noget, jeg har ventet på, siger Mads Frøkjær.

- Det er specielt at score mit første mål for OB, så jeg tager trøjen med hjem. Jeg har scoret før, men det her er på en noget større skala.

- Jeg håber, at jeg med de her to præstationer har vist, at jeg fortjener at få chancen igen, siger Mads Frøkjær.

Læs også OB maste gæster: 20-årig OB'er imponerer i sikker sejr

Cheftræner: Svært ikke at rose

OB-træner Jakob Michelsen har stor ros tilovers for Frøkjærs præstationer i de seneste to superligakampe.

- I Herning viste han den bund, han har i sit spil. Mod Horsens havde han offensive aktioner på et vanvittigt højt niveau, samtidig med at han arbejdede igennem og fyldte noget på banen.

- Efter to startpladser i træk og to sejre er det svært ikke at rose manden, siger Jakob Michelsen.

Horsens-træner: Ikke retvisende

I Horsens-lejren er der stor skuffelse over nederlaget til OB, men træner Bo Henriksen mener, at slutresultatet er en smule misvisende.

- Jeg synes ikke, 0-3 giver et helt retvisende billede af kampen, men når det er sagt, handler det om mål, og vi må erkende, at vi ikke skabte så mange chancer.

- I åbent spil var vi bedre end OB i store dele af kampen, men vores store problem var at skabe chancer og score, siger Bo Henriksen.

Læs også OB-AC Horsens minut for minut