I det fynske folks tjeneste

Carina om nye barselsregler: - Jeg frygter, det går ud over børnene

I ligestillingens navn ønsker EU, at fædre bruger mere tid med deres børn. Men det kan betyde mindre forældreorlov til begge forældre, frygter mor.

00:18

På Rugårdsvej i Odense er otte kvinder på barsel i gang med formiddagens holdtræning. Barselsperioden for de fremmødte mødre er allerede tegnet og tilrettelagt. Men sådan bliver det ikke nødvendigvis i fremtiden, hvis nye EU-regler bliver en realitet. Og det kan sende børn tidligere i institution, frygter moren Carina Vigsøe Nielsen. Video: Reza Sahraei

- Helt ned i knæ! Ja, sådan! I gør det godt!

Ordene kommer fra Kate Gallagher Lindeskov. Hun står for dagens træning i den lune holdsal hos firmaet Mors Krop, der tilbyder holdtræning for nybagte mødre.

Jeg frygter, at nogle børn kan ende tidligere i institutioner, fordi reglerne ikke passer ind i familien.

Carina Vigsøe Nielsen, nybagt mor

Barselsperioden for de fremmødte mødre er allerede timet og tilrettelagt. Men sådan bliver det ikke nødvendigvis i fremtiden, hvis et EU-direktiv bliver en realitet.

Europa-Parlamentet og Ministerrådet er blevet enige om at øremærke en del af barselsorloven til faderen. Helt nøjagtigt giver de nye regler otte uger med barnet til faderen. Hvis han ikke tager de otte ugers barsel, går retten tabt.

Det forslag passer ikke ind i alle familie-typer, mener Carina Vigsø Nielsen, der er nybagt mor fra Odense.

- Jeg frygter, at nogle børn kan ende tidligere i institutioner, fordi reglerne ikke passer ind i familien, siger hun.

Læs også With or Without EU: Studerende på Fyn siger “see EU later”

Sådan fungerer reglerne i praksis 

Som det ser ud nu, kan nybagte forældre se frem til at dele 32 ugers barsel efter deres barn kommer til verden.

Men med forslaget fra EU er 16 af ugerne øremærket - otte går til faderen og otte til moderen. De uger, som forældrene deles om, reduceres på den måde til 16 uger. Men længden på forældreorloven vil være det samme, som i dag.

De otte ugers barsel, som moren og faren får øremærket kan frit fordeles i perioden efter morens 14 ugers barsel. Parret bestemmer selv i hvordan de 16 uger ligger. Moren kan i princippet lægge en uge først i perioden og de resterende, når manden har holdt sine otte uger. Foto: Niklas Kjærsgaard Larsen

Hvis faderen giver afkald på sine otte uger, kan de ikke overtages af moderen. De bortfalder, og det betyder dermed mindre barsel samlet set. Samme princip gør sig gældende for moren.

Fakta om nuværende regler:

De nuværende regler for barsel er også indrettet efter et såkaldt EU-direktiv.


Et "direktiv" er et mål, som EU-landene skal opnå. Det er altså folketinget, der har lavet den nuværende barselslovgivning og som skal lave lovgivningen for de nye regler. 

Læs også Wikipedia går i sort i protest mod ny lov: Fynsk EU-politiker regner med at stemme for

Formålet er ligestilling

Argumentet for at reservere en del af barselorloven til fædre er at opnå reel ligestilling og få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, oplyser Europa-Parlamentet

Dels så virker det på samværet mellem far og barnet, men også i forhold til at mindske løngabet mellem mand og kvinde.

Lone Kølle Martinsen, kønsforsker, Aarhus Universitet

En af forklaringerne på, hvorfor det netop er barselslovgivningen, der har indflydelse på ligestillingen, ligger i kulturarven, mener kønsforsker fra Aarhus Universitet Lone Kølle Martinsen.

- Det er mors og fars status i familien og i samfundet, der skal laves om, siger hun.

Fædres barsel:

Ifølge Danmarks Statistik holder fædre i gennemsnit 25 dages barsel, mens mødre er 231 dage på barsel i gennemsnit.

 

Dette stemmer overens med tal fra Nordisk Statistik 2018, der viser, at danske fædres andel af barslen er på 11 procent, mens den i både Norge og Sverige er en del højere med henholdsvis 19 og 28 procent.

Sammenligner vi os med vores nabolande, har ørmærket barsel haft en positiv effekt ifølge kønsforskeren.

- Hvis man kigger på Norge, Sverige og Island, der har øremærket barsel langt mere radikalt, har det bidraget positivt. Dels så virker det på samværet mellem far og barnet, men også i forhold til at mindske løngabet mellem mand og kvinde, siger Lone Kølle Martinsen.

I holdsalen ved Mors Krop i Odense har de nybagte mødre svært ved at se, hvordan EU-forslaget er positivt for mændene.

- Det er fint, at man prøver at arbejde for ligestilling, men jeg bryder mig ikke om forslaget. Det er jo ikke sådan, at mænd ikke har mulighed for at tage på barsel, som det ser ud nu, siger Anne Breilich.

Og Carina Vigsø Nielsen mener, at der skal sættes ind andre steder, hvis ligestilling er formålet med lovforslaget.

- Tankegangen er rigtig fin, men jeg tror ikke på, at forslaget kan være med til at gøre den helt store forskel. Jeg tror, man skal sætte ind andre steder. For eksempel på arbejdsmarkedet, siger hun.

Starten på den nye ordning

Reglerne fra EU er endnu ikke endeligt vedtaget. Men siden parlamentet og Ministerrådet er enige, er det et spørgsmål om formaliteter. 

- Jeg synes, det er fedt, at der bliver gjort noget på europæisk niveau, men vi havde så gode regler i Danmark i forvejen, siger Anne Breilich og tilføjer:

- Så jeg føler, at vores kvalitet ryger ned, mens de andre landes ryger op.

Barsels-direktivet er først gældende i det enkelte EU-medlemsland, når landene har taget stilling til reglerne og lavet egne love, som lever op til kravene i direktivet. 

Ifølge EU-reglerne har det danske folketing flere år til at lave den nye lovgivning på barselsområdet.