I det fynske folks tjeneste

Min mening: Jeg går til valg på stærke tilllidsfulde fællesskaber

Stærke tillidsfulde fællesskaber er forudsætningen for, at et samfund kan rumme forskellighed og mangfoldighed.

00:32

Alternativets folketingskandidat Tine Busk mener hverken at klimakrise eller empatikrise kan løses uden stærke fællesskaber.

Af Tine Busk, folketingskandidat for Alternativet

Fællesskab er forudsætningen for, at vi som mennesker oplever livsglæde og livskvalitet. Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab, der er stærkt, og hvor vi har tillid til dem, der er med i fællesskabet.

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne.

Det stærke fællesskab er det helt nære fællesskab mellem venner, fællesskabet i det velfungerende team på arbejdet, fællesskabet i sportsklubben eller den frivillige forening. Det er også det fællesskab vi møder i for eksempel patientforeninger, sorggrupper, på gaden, i Facebook-gruppen Jobcentrets ofre eller når livet er svært og vi oplever modgang. Når vi oplever ikke at være en del af et fællesskab, sniger usikkerheden og ensomheden sig ind med en følelse af ikke at høre til.

Det stærke fællesskab er også samfundets fællesskab. Fællesskabet på tværs af socialklasse, etnicitet, tro, seksuelle præferencer, alder og så videre. Det fællesskab er stærkest, når vi mødes på tværs, lærer af hinanden, beriger hinanden. Sammenhængskraften i samfundet skal være stærk og tydelig, hvis Danmark igen skal være en stærk velfærdsstat med plads og rum til alle.

Det er også i det stærke tillidsfulde fællesskab, vi skal løse de kriser, vi står midt i:

  • Klimakrisen kan vi kun løse i et stærkt fællesskab mellem Folketing, befolkning, ngo`er, virksomheder og forskere. I et stærkt nationalt, europæisk og globalt fællesskab. Hvilket Parisaftalen og verdensmålene er gode eksempler på.
  • Empatikrisen kan kun løses i det stærke samfundsfællesskab. Det fællesskab, hvor vi rykker sammen, erkender at styrken i det danske velfærdssamfund er allerstørst, når vi alle er med, og når vi alle føler os inkluderet og accepteret.

Stærke tillidsfulde fællesskaber er det, jeg går til valg på. Mere end noget andet skal vi insistere på, at kun med det stærke fællesskab, kan Danmark fortsat være det bedste land i og for verden.