- Jeg gider ikke tale som en socialdemokrat

Anders Samuelsen afviser at være uenig med Gitte Seeberg i forhold til Lars Kolinds forslag om lav skat på Fyn. - Det er et illustrativt eksempel, siger han.

Ny Alliances Anders Samuelsen føler ikke, at han på nogen måde er på kant med sin partifælle Gitte Seeberg, når det kommer til Lars Kolinds forslag fra valgkampen om at indføre en lav skat på Fyn. I et debatindlæg, der bringes i Jyllands-Posten fredag, forsvarer Anders Samuelsen Kolinds fynske skatteforslag, som Gitte Seeberg tidligere har taget afstand fra. Men Anders Samuelsen understreger over Ritzau, at hverken han eller for den sags skyld Lars Kolind forestiller sig forslaget blive til virkelighed.

- Jeg har forsvaret det som et illustrativt eksempel, men der var ikke plads til den slags illustrationer i valgkampen, siger Anders Samuelsen.

Han føler ikke, at der plads til at tænke anderledes i dansk politik.

- Hvis man ikke taler lige nøjagtigt som en velopdragen socialdemokrat, er man langt ude i hampen. Det er pt. et grundvilkår i dansk politik, men sådan er livet. Jeg gider ikke tale som en socialdemokrat, og jeg agter heller ikke at melde mig ud af politik, siger Anders Samuelsen.

Oversigt

    Oversigt