Fynsk SF-profil afslører pudsig historie fra varmt tog i Nyborg

På søndagens store valgfolkemøde på Kvægtorvet i Odense var tre folketingskandidater udfordret til selskabslegen “Jeg har aldrig” af TV 2/Fyns vært Preben Dahl.

Hvem har øvet sig på en tale, mens de var på toilet? Hvem har fået udført sort arbejde? Og hvem har ladet som om, de ikke er politikere?

Det var blandt de spørgsmål, der kom svar på, da Karsten Hønge (SF) og Alexander Grandt (S), der begge stiller op på Fyn, samt Joachim Hjorting (K), der stiller op på Bornholm, var på scenen med TV 2/Fyns journalist som ordstyrer til TV 2 og TV 2-regionernes valgfolkemøde.

I en 35 grader varm kupé

Her kom det frem, at SF’s Karsten Hønge ikke altid har villet stå helt ved, at han er politiker.

- For et par år siden, da der var sat togbusser ind fra Odense til Sjælland, og så kommer man til Nyborg, hvor man står fuldstændigt mast op ad hinanden, og der er 35 grader varmt i kupéen. Så er der altid lige en, der råber: “Hey, er det ikke dig politikeren”. “Hvad? Det kender jeg ikke en skid til”.

Selskabslegen “Jeg har aldrig” går ud på, at en person nævner en ting, de aldrig har gjort. De andre i selskabet skal så give til kende, hvis de har gjort, hvad der blev nævnt.

Normalt giver man til kende ved at drikke en tår af sin øl, men søndag skulle politikerne dog nøjes med at holde et skilt op. Karsten Hønge, der er transportordfører for SF, fortæller, at det oftest har været i en togkupé, at han er gået stille med dørene om sit politiske hverv.

- Der er et par gange i 35 graders varme, hvor man står helt op ad hinanden, hvor jeg for sjov har sagt: Det har jeg ikke noget med at gøre, for så kan man jo nærmest risikere at blive smidt af toget.

En pille til Joachim B. Olsen

Selskabslegen bragte også andre sandheder på bordet. Et af spørgsmålene, kandidaterne skulle svare på var "Jeg har aldrig haft lyst til at give nogen, jeg var uenig med, en pille, så de kunne se, jeg havde ret"

Det havde alle tre kandidater. 

Joachim Hjorting fortalte, han en gang imellem har ønsket sig sådan en pille, når han diskuterede med sin kæreste, mens Karsten Hønge gerne ville give pillen til Joachim B. Olsen.

- Joachim B. Olsen. Ham har jeg så mange debatter med, og han er jo ikke til at banke fornuft ind i.

Søndag er tusindvis af vælgere samlet på Kvægtorvet i Odense, hvor hele dagen står på valgfolkemøde, og der vil i løbet af dagen være debatter, interviews og andre arrangementer for de mange fremmødte. 

Se hele indslaget, hvor de tre folketingskandidater får lettet deres hjerter. 

 

Oversigt

    Oversigt