I det fynske folks tjeneste

Sigtet for chikane: - Jeg har ikke gjort noget forkert

Den fynske bokser Yvonne Bæk Rasmussen er af Fyns Politi blevet sigtet for chikane, efter at Kerteminde Kommune meldte hende. Bokseren fastholder sin uskyld.

00:17

Yvonne Bæk Rasmussen er blevet sigtet for chikane mod offentligt ansatte. Hun fastholder, at hun ikke har gjort noget forkert. Video: Arkiv / Andreas Jarvel

I december skrev Yvonne Bæk Rasmussen et facebookopslag, hvor hun beskyldte den tidligere skolechef i Kerteminde Kommune, Dorte Dabelsteen, for at have forvoldt skade på borgere i kommunen. Det fik Kerteminde Kommune til at melde hende til politiet.

Nu har Fyns Politi på baggrund af anmeldelsen sigtet Yvonne Bæk Rasmussen for chikane af offentligt ansatte. Hun er sigtet efter paragraf 119a i straffeloven.

 

Læs også Mesterbokser politianmeldt for krænkende opslag på Facebook

Straffelovens §119a

Man må ikke krænke offentligt ansattes fred ved at

"(...) kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere den pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme (...)"

Straffen kan være bøde eller op til to års fængsel.

 

Fastholder uskyld

Yvonne Bæk Rasmussen holder fast i, at hun er uskyldig.

- Jeg har ikke gjort noget forkert. Det har jeg ikke. Det kan ikke være strafbart at udtale sig som borger, siger den tredobbelte nordiske mester i boksning.

- Og jeg har hverken chikaneret nogen eller løbet efter nogen. Jeg har ikke engang været i nærheden af nogen af dem fysisk. Så jeg har ikke gjort noget forkert.

Nu, hvor Yvonne Bæk Rasmussen er blevet sigtet, ligger sagen hos anklagemyndigheden hos Fyns Politi. Anklagemyndigheden skal vurdere, om der skal rejses tiltale i sagen.

- Vi efterforsker nu, om der skal rejses tiltale. Der kan godt gå et par uger, før vi ved, hvad vi gør, siger Maria Fanø-Fredeløkke, der er anklager under Fyns Politi.

 

Sådan skrev Yvonne Bæk Rasmussen på Facebook

”Denne ubehagelige kvinde har forvoldt skade på børn, unge og handicappede, ældre og sygdomsramte for meget mere end én million kroner. Hun er skyld i, at flere voksne og ældre ikke har fået den rette træning, således at deres liv er endt før nødvendigt. I den sidste del af hendes ansættelse har kvinden manipuleret og truet flere ansatte i familieafdelingens PBR, at det har ført til flere sygemeldinger, fyringer og rigtig mange fejlbehandlede børn og unge. Må karma ramme! Vi er mange, der bare er glade for, at hun nu bare er væk”.

 

Yvonne Bæk Rasmussens opslag på Facebook er siden blevet skjult for offentligheden. TV 2/Fyn deler normalt ikke opslag fra lukkede facebookprofiler. Men TV 2/Fyn deler ordlyden fra opslaget her, fordi Yvonne Bæk Rasmussen selv tidligere har delt opslaget med TV 2/Fyn, og fordi det er væsentligt for at forstå sagen.

Se mere

Læs også Mesterbokser slår igen: Yvonne melder borgmester til politiet

 

Anmeldelse af kommunen lagt ned: Yvonne vil klage

Da Yvonne Bæk Rasmussen blev anmeldt af Kerteminde Kommune, valgte hun at anmelde borgmesteren og kommunaldirektøren for at indgive falsk politianmeldelse mod hende.

Men den anmeldelse har ikke ført til nogen sag hos anklagemyndigheden. 

- Vi har truffet afgørelse om ikke at efterforske sagen, fordi vi har en rimelig formodning om, at der ikke er foregået noget strafbart, fortæller Maria Fanø-Fredeløkke.

Det er derfor udelukkende Yvonne Bæk Rasmussen, der er sigtet i sagen på nuværende tidspunkt.

Yvonne Bæk Rasmussen ønsker at klage over, at hendes anmeldelse er blevet lagt ned hos politiet.