Stram Kurs på Fyn: Jeg har ingen kommentarer til Paludans polititilhold

Stram Kurs' fynske kandidat Martin L. Christensen nægter at kommentere sin partileders chikanesag. "Hvis Rasmus ikke vil udtale sig, vil jeg heller ikke," lyder svaret.

Når vælgerne går til urnerne 5. juni, så bliver det uden besked om, hvad Stram Kurs' fynske kandidat mener om partiformand Rasmus Paludans årelange chikane af en 24-årig mand fra Ribe.

quote Jeg har en ret nem hovedregel. Hvis vores partileder ikke har nogen kommentarer, så har jeg heller ikke.

Martin L. Christensen, Folketingskandidat, Stram Kurs.

- Det har jeg ingen kommentar til overhovedet. Jeg har heller ingen kommentarer til andre sager, der skulle høre vores partiformands privatliv til. 

Sådan lyder den kontante melding fra Stram Kurs'  fynske kandidat Martin L. Christensen.

Det er Avisen Danmark, der i denne uge bragte historien om, at Stram Kurs' partiformand Rasmus Paludan chikanerede den 24-årige i en grad, at det både fik psykiske og økonomiske konskvenser for ikke bare den 24-årige, men også hans familie.

Det endte med, at Rasmus Paludan fik et polititilhold på de maksimale fem år. 

Københavns Politi forkyndte ifølge Avisen Danmark tilholdet for Rasmus Paludan 10. januar 2013. Her skriver vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard ifølge Avisen Danmark:

"Jeg vurderer, at De har krænket den 24-åriges fred ved at genere den 24-årige, hans venner og familie ved telefonopkald og sms-beskeder, og at det for at få Dem til at standse chikanen er nødvendigt at give Dem et tilhold."

Hvis Rasmus ikke vil sige noget...

Alligevel vil partiets fynske kandidat hverken forsvare eller undsige sin formand.

- Jeg har en ret nem hovedregel. Hvis vores partileder ikke har nogen kommentarer, så har jeg heller ikke, siger Martin L. Christensen. 

Han forsikrer, at han på trods af sagen fortsat agter at stille op for partiet.

Men burde du som kandidat ikke også vise, at du kan tænke selv og melde ud, hvad du mener? Det har vælgerne vel fortjent?

- Jeg kan godt tænke selv. Men den her sag handler om Rasmus Paludans privatliv, og det vil jeg ikke kommentere.

Oversigt

    Oversigt