Nyvalgt politiker klar til Christiansborg: - Jeg har købt nyt tøj til den store dag

Den første tirsdag i oktober er en stor dag for Folketingets 179 medlemmer. Så åbner folketinget, og et nyt folketingsår begynder. Venstres nyvalgte folketingsmedlem har skiftet garderoben ud i dagens anledning.

- Jeg glæder mig helt vildt, siger nyvalgte Marlene Ambo-Rasmussen.

Ved folketingsvalget den 5. juni blev hun for første gang valgt ind i for Venstre. Tirsdag har hun første arbejdsdag på Christiansborg. 

- Mit fine tøj hænger klar i skabet. Jeg købte et laksefarvet jakkesæt lige efter valget for at være fin klædt den dag, jeg skulle underskrive Grundloven. Det er det samme tøj, jeg skal have på, når Folketinget åbner tirsdag, siger Marlene Ambo-Rasmussen.

- Det er ret vildt, at jeg ikke længere skal sidde hjemme og se statsministerens åbningstale på tv. Nu sidder jeg i folketingssalen med den kongelige familie som tilskuere oppe på balkonen. Det er så stort, at jeg ikke er helt landet i det endnu, siger Malene Ambo-Rasmussen.  

TV 2/Fyn er med

TV 2/Fyn følger de fynske politikere på den store dag, der ofte omtales som demokratiets festdag. Vi er klar til at hente kommentarer, ikke kun fra Marlene Ambo-Rasmussen, men også fra alle de øvrige fynske folketingsmedlemmer.

Faktisk dækker vi den store begivenhed allerede fra morgenstunden på tv2fyn.dk, og fra klokken 11.50 sender vi direkte fra studiet i Odense med løbende omstillinger til Christiansborg. 

I Odense-studiet sidder borgmester Søren Steen Andersen (V) fra Assens og borgmester Tonni Hansen (SF) fra Langeland.

De to borgmestre sidder klar for at kommentere på åbningstalen, som sendes på kanalen fra klokken 12.00 til klokken 12.45.

Det er selvfølgelig usikkert, hvad talen kommer til at handle om. Men man behøver ikke at være politisk analytiker for at regne ud, at klimaspørgsmålet og mange af mærkesagerne fra valgkampen sikkert kommer til at fylde en del i statsministerens tale.

Flyt penge fra rige kommuner

Borgmestrene ventes dog især at rette deres opmærksomhed på, hvad statsministeren vil sige om de borgernære spørgsmål, som handler om hverdagen ude kommunerne. 

For selv om Søren Steen Andersen og Tonni Hansen er politisk uenige, er der også mange spørgsmål, de kan blive enige om, når det drejer sig om kommunernes økonomi.

Nemlig at der mere end nogensinde er behov for, at der flyttes penge fra rige kommuner til de mere fattige kommuner. 

Det får de begge lejlighed til at uddybe i studiet, og omkring klokken 14 forventer vi at stille om til statsminister Mette Frederiksen (S), som har lovet at svare på spørgsmål fra Fyn.

Vi vil bede statsministeren om at forholde sig til de to fynske borgmestres ønske om en udligningsreform. 

Marlene og Trine

TV 2/Fyn holder kanalen åben helt frem til klokken 14.30, hvorefter samtlige fynske folketingsmedlemmer  har fået fået mulighed for at kommentere på talen.

Vi slutter med et dobbeltinterview med forsvarsminister Trine Bramsen (S) og Marlene Ambo-Rasmussen, som har det til fælles, at de begge indleder denne politiske sæson i helt nye roller. Som henholdsvis ny minister og som nyvalgt folketingsmedlem.

- Det er jo nu, det politiske arbejde for alvor går i gang for vores vedkommende. Selv om jeg hen over sommeren har haft mange og lange arbejdsdage, er det jo først nu, at det parlamentariske arbejde rigtigt kommer i gang, så jeg forhåbentlig snart kan få min debut på Folketingets talerstol, siger Marlene Ambo Rasmussen.

Hør hele interviewet med Marlene Ambo Rasmussen her.

Oversigt

    Oversigt