I det fynske folks tjeneste

Hønge i dilemma efter valgsejr: - Jeg kan da godt tale udenlandsk

Karsten Hønge bedyrer, at han er klar til at bo i et andet land, og godt kan tale udenlandsk. Hvis han som ventet er valgt til Europa-Parlamentet, er det op til SFs ledelse at beslutte om han skal til Bruxelles.

00:21

Karsten Hønge kalder det et dilemma og en overraskelse, at han står til at få en plads i Europa-Parlamentet. Video: Frank Weirsøe



- Ikke et enkelt opretstående menneske kunne for få uger siden forestille sig, at SF fik to mandater, så jeg har ikke haft mulighed for at vænne mig mentalt til tanken, lyder det fra Karsten Hønge, der holdt valgaften i SFs lokaler i Dronningensgade i Odense. 

Men valgresultatet viser, at SF får to mandater i Europa-Parlamentet. Spidskandidat Margrete Auken er stensikker på at få det første mandat, og selvom meget tyder på, at fynboen Karsten Hønge også er valgt, vil han se de personlige stemmer, før han jubler.

- Der er ikke en kat, der kan vide, om jeg er valgt. Det er set før, at nummer tre har slået nummer to, så nu må vi se, hvad de personlige stemmer viser, siger Karsten Hønge, og forklarer endnu en gang, at hvis han er valgt, så er det op til SFs ledelse at beslutte, om han skal til Bruxelles eller i Folketinget.

Læs også Fynbo får konservativt mandat i Europaparlamentet

Men de seneste dages meningsmålinger, der flere gange har spået, at SF får to mandater, har dog alligevel gjort indtryk på det fynske folketingsmedlem.

- Jeg kan ikke skjule, at det er en overraskelse og et dilemma. Men det er da et positivt dilemma og en positiv overraskelse. Vi er taknemmelige og glade, men nu skal vi lige vende situationen og se hvad vi gør, siger Hønge.

Og selvom Hønge beskedent nægter at forholde sig til et sandsynligt valg til Europa-Parlamentet, så har både meningsmålinger og det endelige valgresultat sat tanker i gang. 

Læs også Solid valgdeltagelse: Så mange fynboer stemte i de fynske valgkredse

- Jeg skal nok finde ud af at bo i et andet land, og jeg kan da godt tale udenlandsk. Men nu skal vi altså lige have det endelig resultat i morgen, siger Karsten Hønge. 

SF står til at få 13,2 procent af stemmerne og partiet bliver dermed det tredjestørste danske parti i Europaparlamentet.

01:19 Luk video