I det fynske folks tjeneste

Esben så Youtube-videoer med skildpadder: - Jeg kunne bare ikke holde ud at se på det

Esben Birkebæk Truelsen kæmper mod miljøsvineri. Han har fået nok af at lade stå til.

00:31

Langs skråninger med kampsten ved Stige Ø kravler Esben Birkebæk Truelsen og hans mor Charlotte rundt. 

De har indtil videre samlet tre kilo affald. For det vil de nemlig gerne bruge denne solrige søndag i marts på. 

Jeg så de her videoer på Youtube med skildpadder, der har fået fiskesnørrer og rundt om halsen. Jeg kunne bare ikke holde ud at se på det

Esben Birkebæk Truelsen, Højby

- Man bliver bare nødt til at gøre en eller anden form for indsats, siger Esben Birkebæk Truelsen fra Højby, mens han lettere forpustet hiver et blåt plastikreb frem mellem stenene, og kaster det ned i den skraldepose, han har i hånden. Og han er ikke den eneste. 

Ifølge en undersøgelse fra Miljø- og Fødevareministeriet, er 85 procent af befolkningen bekymrede for mængden af plastik i havet.

- Jeg så de her videoer på Youtube med skildpadder, der har fået fiskesnører rundt om halsen. Jeg kunne bare ikke holde ud at se på det, fortæller Esben Birkebæk Truelsen. Det var sådan, han begyndte at bekymre sig om plastik i vores allesammens hav. 

Læs også Fyn er fin og fuld af plastik

For selvom, det ikke umiddelbart er store plastikøer vi ser, når vi bevæger os langs fynske strande og vandkanter, ligger det der i små og store mængder. 

- Vi kan jo ikke blive ved med at smide affald. En ting er, at vi smadrer miljøet for os selv. Men et håb er da, at de unge lærer det. For vi gamle har åbenbart ikke lært det, siger Charlotte Birkebæk Truelsen fra Højby, der er mor til Esben. 

En større indsamling 

Omkring 60 frivllige var mødt op til eventet søndag, der blev organiseret af Odense Kajakklub sammen med Flash Your Trash og Sundt Valg Odense, som en del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

- Det forringer helt klart min fornøjelse ved at ro, når jeg kan se, at der ligger store blå plastikstykker eller fem meter lange rør. Det er jo heller ikke godt for miljøet, fortæller Lotte Mulvad fra Odense Kajakklub om, hvorfor hun har organiseret indsamlingen. 

Ifølge Lotte Mulvad bliver frivillige kræfter nødt til at gøre en indsats sammen med det enkelte menneske selv. 

- Det bedste ville være, hvis folk lærte, at man ikke bare skal smide ting, tilføjer hun. 

Læs også Så meget kræver det at fjerne affald, hvor du bor

Nyt EU-forbud mod engangsplastik

Fra politisk side har plastik i verdens have gennem de seneste år været på dagsordenen, men først for nyligt blev et forbud mod engangsplastik endeligt stemt igennem. 

Europa-Parlamentet stemte onsdag for et forbud mod produkter af engangsplastik, som tallerkener, bestik, sugerør, vatpinde og nu også ballonholdere. 

Forbuddet er blevet stemt igennem med et ønske om at mindske forureningen af verdenshavene, og aftalen blev vedtaget med et stort flertal. 

Nu skal forbuddet blot implementeres i medlemslandende, og det ventes at ske fra 2021.

Læs også Producerer emballage i plastik: Camilla tager ansvar for miljøet

Men så længe, kan Lotte Mulvad ikke vente på handling. 

- Jeg håber da ikke, at der går helt til 2021 før folk finder ud af, at man ikke bare skal smide ting. 

Det samme mener Esben Birkebæk Truelsen og hans mor. 

- Det er bare at holde balancen og samle det op. Sværere er det ikke, siger Esben.