I det fynske folks tjeneste

Beruset mand til kvindelig bartender: - Jeg sprætter dig op, hvis du ikke holder kæft

To mandlige bargæster er torsdag morgen vågnet op med hver en række sigtelser for blandt andet vold og spirituskørsel.

To mænd er sigtet efter værtshusoptøjer i Langeskov onsdag aften. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Et besøg på sportsbaren Plan B i Langeskov Centret tog onsdag aften en helt forkert drejning for en række gæster.

Politiet modtog kort efter klokken 22 en anmeldelse om to mænd, der havde svært ved at opføre sig ordentligt på baren.

- Et par personer optræder truende over for bartenderen på stedet og voldsomt over for flere gæster på baren. Derfor bliver vi sendt derud, forklarer Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi.

Læs også Hærværk mod politiet: Malede hagekors og skrev ’fuck politiet’ på patruljebil

De to personer er to mænd fra Østfyn på henholdsvis 39 og 47 år. Begge mænd er berusede og ophidsede og tildeler flere af de øvrige bargæster knytnæveslag, ligesom den 39-årige blandt andet også truer den kvindelige bartender på livet.

- Han truer med at sprætte hende op, hvis ikke hun holder sin kæft. I det hele taget opfører de sig temmelig ubehøvlet, siger vagtchefen.

Spirituskørsel uden kørekort

Da politiet ankommer til Plan B, har de to mænd forladt stedet i bil. Den får politiet hurtigt lokaliseret, og bilen bliver efterfølgende standset på Kølstrupvej i Munkebo.

Her viser det sig, at føreren, den 39-årige mand fra Kerteminde, er godt spirituspåvirket.

- Oveni det har han også har fået frakendt kørekortet, siger Ehm Christensen.

Den anden mand, en 47-årig mand fra Langeskov, nægter at oplyse sit navn til politiet, og derfor bliver de begge to anholdt. Den 47-årige bliver på stedet sigtet for ikke at ville fortælle sit navn, ligesom han også bliver sigtet for vold, inden han bliver løsladt igen.

Den 39-årige mand, der kørte bilen, bliver taget med på stationen, hvor han efter en blodprøve og lidt søvn er blevet løsladt torsdag formiddag.

- Han er sigtet for spirituskørsel, vold og trusler, siger vagtchefen.

Sportsbaren Plan B er en del af Langeskov Centret. Foto: Google Maps