I det fynske folks tjeneste

Sådan kommer fynsk by til at se ud, hvis vandet fortsætter med at stige: - Jeg synes, det er meget skræmmende

Regeringen siger, at Danmark skal leve op til Paris-aftalen om drivhusgasser. Men det gør vi ifølge tal fra Klimarådet og 13 eksperter ikke lige nu.

I samarbejde med TV2.dk
00:21

Seden Strandby er et af de steder i Danmark, som kommer til at mærke mest til klimaforandringerne, hvis ikke Paris-aftalen bliver overholdt. Video: Flemming Ellegaard / TV 2/Fyn

Danmarks plan for reducering af drivhusgasser lever ikke op til Paris-aftalen.

Med Paris-aftalen blev alle verdens ledere enige om at forsøge at holde den globale temperaturstigning til 1,5 grader.

Regeringen har flere gange udtrykt, at Danmark vil leve op til aftalen. Blandt andet i klima-udspillet fra oktober sidste år, hvor regeringen fremhævede alvoren i at levere de nødvendige reduktioner for at leve op til Paris-aftalen:

- Det er et klart signal, som regeringen har taget til sig, skrev regeringen i udspillet.

- Jeg synes, det er meget skræmmende. Så er byen jo væk i år 2100

Anders Rasmussen, formand for grundejerforeningen i Seden Strandby

Signalet fra FN's klimapanel, som regeringen henviser til, var, at verden med stor sandsynlighed skal sænke udledningen af drivhusgasser med 40-50 procent i 2030 i forhold til 2010.

Men med regeringens udspil bliver Danmarks drivhusgasser kun sænket 37,3 procent i 2030, ifølge en fremskrivning fra Klimarådet.

 

13 eksperter siger Danmark ikke er på sporet

TV 2 har spurgt en række af de mest anerkendte eksperter indenfor klimaforandringer, om de mener, at Danmark er på sporet til at leve op til målene for 2030.

13 af dem har svaret, og ingen af dem mener, at Danmark lige nu ser ud til at leve op til de reduktioner, FN’s klimapanel har anbefalet i 2030 – hvis man antager, at Danmark skal reducere 40-50 procent ligesom resten af verden.

- Danmark lever ikke op til Paris-aftalen, som forholdene er i dag. Det betyder, at vi skal satse meget mere intenst på at få reduceret de danske udslip af drivhusgasser, siger Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og en del af FN’s klimapanel.

Bygger mur mod oversvømmelser

Seden Strandby er et af de steder i Danmark, som kommer til at mærke mest til klimaforandringerne, hvis ikke Paris-aftalen bliver overholdt.

Formanden for grundejerforeningen, Anders Rasmussen, viser en mur, der er bygget ud mod fjorden for at beskytte byen mod oversvømmelser.

Læs også Glæde i Seden Strandby: Penge på vej til at sikre mod oversvømmelser

- For fem år siden byggede vi 60 centimeter mere på, og det er et udtryk for, at stormene bliver hyppigere, siger Anders Rasmussen, der fortæller, at byen årligt oplever voldsomme stormfloder, som statistisk kun burde ske hver tyvende år.

Muren holdt vandet ude ved sidste stormflod i januar i år, men muren kommer ikke til at holde i fremtiden, hvis udviklingen fortsætter.

- Så er byen jo væk i år 2100

Hvis udledningerne fortsætter som i dag, så viser den seneste forskning, at det er meget sandsynligt med en vandstandsstigning på 1,5 meter, fortæller Sebastian Mernild.

Lige præcis 1,5 meter er smertegrænsen for, hvornår store dele af Seden Strandby vil stå permanent under vand, hvis man ikke laver yderligere beskyttelse. Det viser modellerne fra Kystdirektoratet.

- Jeg synes, det er meget skræmmende. Så er byen jo væk i år 2100. Det tror jeg ikke er realistisk at beskytte sig imod, siger Anders Rasmussen.

Andre udregninger samme resultat

For nyligt har DTU offentliggjort en hjemmeside, hvor forskere har regnet på både regeringen og samtlige partiers klimaplaner.

I modsætning til Klimarådets fremskrivning kigger DTU kun på CO2-udledninger og ikke de andre klimagasser som metan og lattergas, der typisk kommer fra landbruget.

Vi er kommet et godt stykke af vejen, og der vil stadigvæk blive taget initiativer frem mod 2030.

Klima- og Energiminister Lars Christian Lilleholt (V)

Ifølge DTUs model ville den mest hensigtsmæssige måde at leve op til Paris-aftalens mål om 1,5 grader være, at Danmark reducerede sit CO2-aftryk med 66 procent i 2030 sammenlignet med 1990.

Regeringen udspil rammer kun 62 procents reduktion i 2030 - og de fleste andre partier, når ifølge DTUs udregninger heller ikke op på 66 procent.

Kun Alternativet og Enhedslisten når i mål med 66 procents reduktion i 2030

Klimaministeren: - Vi når i mål

Klima- og Energiminister Lars Christian Lilleholt(V) kan ikke se problemet i, at regeringens planer lige nu ikke lever op til Paris-aftalen:

- Det er min forventning, at vi skal nå en minimum 40 procent reduktion i 2030, siger Lars Christian Lilleholt

Når I har haft magten, hvorfor har I så ikke allerede lavet en plan, der rent faktisk lever op til reduktionerne i Paris-aftalen?

Læs også Flere oversvømmelser i vente: - Vi kæmper forgæves mod naturen

 

- Der er stadigvæk et godt stykke tid til 2030. Vi er kommet med et klima- og luftudspil, der sammen med en energi-aftale leverer på de EU-mål, vi har forpligtiget os til. I forhold til Paris-aftalen er der stadig et lille stykke vej. Det har jeg en forventning om, at vi nok skal nå, siger Lars Christian Lilleholt

Vi har spurgt 13 anerkendte eksperter, om de mener, at Danmark er på sporet til at leve op til Paris-aftalen i 2013. Ingen af dem mener, at det er tilfældet.

- Det er jeg lodret uenig i. Jeg mener, at med klima- og luftudspillet er vi kommet et godt stykke af vejen, og der vil stadigvæk blive taget initiativer frem mod 2030, og når vi kommer til 2030, er det min klare overbevisning, at vi når i mål.

Formanden for grundejerforeningen i Seden Strandby, Anders Rasmussen, spørger, hvor højt de bliver nødt til at bygge muren mod oversvømmelser, før politikerne forstår alvoren med klimaforandringer. Foto: Rikke Løve / TV 2

Anders Rasmussen fra Seden Strandby mener ikke, at politikerne tager truslen fra klimaforandringer alvorligt nok, når de ikke har lavet en plan, som lever op til Paris-aftalen:

- Når der ikke sker noget på det klimamæssige plan. Så skal vi bygge endnu højere op – og hvornår går det op for politikerne, at det er så alvorligt, at vi skal bygge mure omkring hele Danmark for at beskytte os, siger Anders Rasmussen.

00:47 Luk video