Skolen fjernede Elias' lejrskoletur: - Jeg ville gerne have været afsted med mine venner

For at få økonomien til at hænge sammen har Broskolen i Årslev fjernet en planlagt lejrskoletur i indskolingen. Eleverne har forberedt sig siden sommerferien.

- Det er bare irriterende. For jeg ville rigtig gerne have været afsted sammen med mine venner.

Sådan siger Elias Syrak Engberg. Han er et af de omkring halvtreds børn, der ikke kommer på lejrskole med Broskolen i Årslev 

I januar fik forældre til elever i 1. A og 1.B ellers besked om, at lejrskolen var faldet på plads. Turen skulle i midten af maj gå til spejderhytten Hovborglejren på nordspidsen af Langeland.

Både forældre og børn har siden sommereferien sidste år forberedt sig på en lejrskoletur. Her blev det første gang blev meldt ud, at de skulle på tur.

- Børnene har øvet sig i at sove sammen, så de var klar til denne tur. Og de har snakket mere og mere om det, så det er rigtig ærgerligt, hvis det ikke bliver til noget, siger Elias' far Steffen Syrak Engberg.

Indtil nu har Broskolen både haft en lejrskole i indskolingen, en på mellemtrinnet og to i udskolingen. Fremover vil det kun være i 7. klasse, at eleverne får mulighed for at komme afsted.

Simpel forklaring: Skolen fattes penge

Ifølge skoleinspektør, Flemming Mortensen, er årsagen enkel.

- Vi har i 2019 cirka to millioner kroner mindre på kontoen end vi havde i 2018. Derfor skal vi effektivisere, finde nogle steder, hvor vi kan bruge lidt færre penge, siger han.

Et af de steder, der blev udpeget til at blive skåret i, blev lejrskolerne.

- Det er rigtigt trist. Hvis man kunne være lidt egoistisk på sin egen skoles vegne, så vil jo gerne kunne fastholde de gode aktiviterer, tilføjer skoleinspektøren.

For Elias Syrak Engberg var der en rigtig god grund til, at han havde glædet sig til turen:

- At jeg kom til, at kende mine kammerater bedre.

Spørger man hans far, har skolen da også en særlig forpligtelse.

- Jeg synes, at folkeskolen har et ansvar for at sikre, at de kommer til at fungere i gruppedynamikker også udenfor for skolen, hvor rammerne altid er de samme, siger Steffen Syrak Engberg.

Ifølge formand for Opvækst- og Læringsudvalget i Faaborg Midtfyn Kommune, socialdemokraten Kim Aas Christensen, handler det om prioritering.

- Fokus er på at eleverne får den faglighed de skal have, de får de timer og de lærere de skal have. Det er det vigtigste for os politikere, at det bliver prioriteret.

- Og så må man desværre i det her tilfælde sige, hvor kan man skære noget fra, som trods alt ikke er nødvendigt, nødvendigt. Og det er så lejrskolerne.

Fakta om udligning

- Det er super ærgerligt, siger Kim Aas Christensen.

Kim Aas Christensen: Flere penge, tak

Kim Aas Christensen er ikke i tvivl om, hvad der skal til, for at folkeskolerne igen får flere penge:

- Der skal simpelthen en udligningsreform til, som styrker kommuner som Faaborg-Midtfyn Kommune. Vi har brug for flere penge.

Selvom der er lange udsigter til en lejrskole for Elias Syrak Engberg, har han stadig et lille håb:

- At skolen får lidt flere penge og vi kommer på lejrskole.

Se hele indslaget om Broskolens beslutning om at skære i lejrskoleturene.
Fotograf: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt