Jeg kunne godt mærke, jeg fik lyst til at tage bussen, da jeg nåede Tåsinge. Men jeg tog mig selv i nakken og cyklede videre
- Der var et punkt, hvor jeg nåede til Tåsinge, og jeg godt kunne mærke, at jeg fik lyst til at tage bussen.
17-årige Lukas Fugl Thorsen går til daglig på Magleby Fri- og Efterskole. Fredag står han på torvet i Svendborg og gør status over en cykeltur udover det sædvanlige.
Tidligere på dagen har han nemlig tilbagelagt 40 kilometer på cykel - svarende til distancen mellem efterskolen i Bagenkop og klimademonstrationen på Svendborg Torv, som han og de andre elever skulle deltage i.
Da en bus forlod Magleby Fri- og efterskole fyldt med elever, var det således uden Lukas Frost Thorsen ombord.
- I stedet for at køre til demonstrationen i bus og udlede en masse CO2, så tog jeg cyklen og sparede miljøet for en masse drivhusgasser, fortæller Lukas Fugl Thorsen.
Den 17-årige klimademonstrant kan konstatere, at benene heldigvis har det godt efter turen.
Ønsker en tryg fremtid
Jeg kan bare godt tænke mig, at min familie skal have en god og tryg fremtid.
Selvom moralen svigtede lidt, da Lukas Fugl Thorsen nåede Tåsinge, skulle der kun en mindre peptalk til, før han fortsatte turen.
- Jeg besluttede mig for, at jeg ville overbevise alle om, at jeg godt kunne klare turen, husker Lukas Fugl Thorsen.
- Så tog jeg mig selv i nakken og cyklede videre.
Hen på formiddagen var han således genforenet med sin efterskole på torvet i Svendborg. Her var de omgivet af pap-skilte og lagener med påskrifter som "There's no planet B", "Hvorfor gå i skole, når vi ingen fremtid har?" og det kontroversielle "Selv kapitalister er brændbare".
Hvorfor går du så meget op i miljøet, at du lige cykler 40 kilometer til en demonstration?
- Der er ikke nogen speciel grund til at gå meget op i miljøet for mig. Jeg kan bare godt tænke mig, at min familie skal have en god og tryg fremtid, hvor de ikke skal bekymre sig om miljøet, svarer Lukas Fugl Thorsen.
Inspireret af ung svensk klimaaktivist
Sammen med de andre elever på Magleby Fri- og efterskole, havde Lukas Fugl Thorsen brugt torsdagen på at forberede fredagens demonstration.
- Vi har lavet en masse bannere og gjort noget ud af det. Vi brugte meget tid på at male lagener og skilte for at få det lavet flot til i dag, så vi kunne lave en ordentlig demonstration imod klimaforandringerne.
Demonstrationen fredag var ansporet af en ung, svensk klimaaktivist ved navn Greta Thunberg, der i sommer indledte sin egen klimademonstration.
Den skabte så meget opmærksomhed, at der fredag var arrangeret 1.769 strejker i 112 lande over hele kloden. Greta Thunberg selv er nu nomineret til Nobels Fredspris.
Fire af de mange hundrede strejker blev holdt på Fyn i henholdsvis Svendborg, Odense, Middelfart og Kerteminde.