Jegind afviser Boyes kritik: Odeon skulle aldrig have været bygget

Driftsaftalen for Odenses nye musik- og teaterhus Odeon har udviklet sig til en ordkrig mellem borgmester Anker Boye og Venstres Jane Jegind.

Odeon åbner 1. marts næste år og kan rumme 1.740 siddende gæster eller 3.000 stående. Men hvis der bliver solgt for få billetter og forpagterens kulturarrangementer i huset giver underskud, skal Odense Kommune dække 2/3 af det.

Garantien løber i seks år, og i den periode kan kommunen samlet set skulle dække et underskud på op til 15 millioner kroner.

Den model er byens By- og Kulturrådmand ikke begejstret for. Jane Jegind og Venstre har fra starten været imod Odeon-byggeriet. Alligevel stemte partiet for aftalen, da selve driften af Odeon skulle godkendes i Økonomiudvalget.

Og selv om Venstre er en del af aftalen, har Jane Jegind kritiseret den i pressen. Det fik Anker Boye (S) til at angribe Jane Jegind og Venstre for en politisk slingrekurs. 

- Venstre med Jegind i spidsen er som en flok hovedløse høns, der render rundt i den her by og ikke ved, hvad de skal mene. Den ene dag mener de ét, den næste dag mener de noget andet, siger Anker Boye i dag til TV 2/FYN.

Det giver Venstrelederen ikke meget for.

Anker Boye siger, at I er med til at skabe usikkerhed om byens udvikling, fordi investorerne ikke ved, hvad de skal tro. det lyder ikke så godt?

- Nu må borgmesteren jo vælge sit sprogbrug og kalde mig alle de kønsnedladende sætninger, han kan komme i tanke om, men den her debat er simpelthen for vigtig til at komme ned på det niveau, siger Jane Jegind (V).

- Vi har i Venstre et fast blik for at vi skal finde en ordentlig balance imellem byggerier, udvikling og velfærd til vores børn og ældre. Det er borgmesteren, der siger til odenseanerne i øjeblikket, at han er nødt til at hæve skatten, fordi vi ikke har penge til børn og ældre. Det kommer sig jo af, at han har brugt dem på store byggerier. Det vi har sagt, og gentager nu, er at det her er for mange penge, uddyber Jane Jegind.

Trak sig fra plan om byggeri

Jegind og resten af Venstregruppen trak sig i 2011 fra det brede forlig, da de blev præsenteret for, at projektet blev yderligere 80 millioner kroner dyrere. Dermed skred den balance, som Venstre ønsker, forklarer Jane Jegind.

Hvorfor stemte I så for den garanti, det kunne I jo have undladt? 

- Det var det bud, der kom fra dem, der har siddet og kigget på det; det var det muliges kunst og det, der kunne lade sig gøre. Så oveni at projektet i forvejen kostede flere penge, så krævede det en saltvandsindsprøjtning for overhovedet at få nogen til at byde ind på opgaven, siger Jane Jegind og sender bolden tilbage til Anker Boye.

- Det må borgmesteren stå på mål for - vi mente jo slet ikke, at huset skulle være der.

Men skulle I ikke bare være stået ved jeres holdning og have sagt, at det ville I heller ikke betale for?

- Alternativet til det ville så have været, at det havde stået larmende tomt.

Har I så ikke selv skabt den slingrekurs, som Anker Boye i dag kritiserer?

- Vi er nødt til at finde en balance mellem investeringer og velfærd. Og når flertallet med borgmesteren i spidsen har valgt at bygge det hus, så kan vi jo ikke lade det stå tomt. Men når den bedste driftsaftale indbefatter, at man skal aflevere 15 millioner, så må jeg bare sige, at vi kunne have brugt alle pengene bedre, siger Jane Jegind.

Anker Boye bruger det her til at så tvivl om din troværdighed, hvad siger du til det?

- Nogle gange så er det bedste forsvar jo et angreb, så det må jo stå for hans egen regning, siger Jane Jegind.

 

 

Oversigt

    Oversigt