Jeginds mand overfaldet: Nu fortæller han sin historie

Lars Møllerhøj er klar til at vidne, hvis hans overfaldsmænd kommer for retten. De skal ikke have lov til at rende og lave det der. Og så bare gå derfra som om der ikke var sket noget, siger han.

- Det næste jeg kan huske er, at jeg ligger nede i grøften og tager imod nogle spark. 

Det fortæller Lars Møllerhøj, som blev overfaldet i forbindelse med, at en bil kørte galt ved hans og hustruen rådmand Jane Jeginds hjem i Seden.

Lars Møllerhøj ilede til uheldsstedet, da han hørte hvinende bremser og bump. På vejen fandt han tre piger og en bil der lå på marken med hjulene den gale vej.

Mens han snakkede med pigerne dukkede en bil mere op.

- Og der går fire døre op og der springer fire drenge ud. Og så har vi en kort snak om, hvorvidt vi skal bruge politiets hjælp eller ej, fortæller Lars Møllerhøj.

Videre kommer han ikke i sit forsøg på at hjælpe. Han bliver nemlig slået ned bagfra, har Henrik Justesen fra Fyns Politi, forklaret.

- Efter kort tid kommer jeg op på albuerne, og får stavret mig hjemad, og møder halvvejs hjemme nogle naboer, der også har hørt braget. De hjælper mig hjem.

Efter nogle få minutter ankommer der en ambulance og henter Lars Møllerhøj. Han er blevet sparket og slået flere gange i hovedet og har brækket næsen og fået hjernerystelse og er ikke i tvivl om, at overfaldet udløses af, at han ville have fat i politiet:

- Jeg kunne nok fornemme på dem, at det var de ikke interesseret i. I den korte samtale vi havde, spurgte jeg, om de kendte hinanden, og den ene råbte nej og den anden råbte ja. Det fortalte mig lidt om, at de ville helst, at jeg ikke var der, siger Lars Møllerhøj.

Det virkede harmløst

På det tidspunkt vidste han ikke, at forulykkede bil var stjålet og at den var kørt ind i en parkeret bil hos en af naboerne.

- Det var jeg løbet forbi mørket på vej til marken. Så jeg troede jo bare, at nogen havde haft for meget fart på i svinget, og var skredet ud i det løse grus, og det virkede umiddelbart rimeligt harmløst på mig.

- At jeg så bagefter kan se, at bilen var stjålet, så tror pokker at de synes det var en dårlig idé, at vi skulle snakke med politiet. Men det tog jeg som det mest naturlige i denne verden: At det gør vi da. Det er det vi har politiet til, så selvfølgelig.

Lars Møllerhøj vurderer, at der ikke gik meget mere end et halvt minut fra han fik kontakt med pigerne, til bilen med de fire unge mænd ankommer.

Retssag er en del af pakken

Selvom der knap er gået to døgn fra overfaldet, der sendte Lars Møllerhøj på hospitalet, så er han helt afklaret med sin rolle, når og hvis voldsmændene kommer for retten.

- Det er en del af pakken. De skal ikke have lov til at rende og lave det der. Og så bare gå derfra som om der ikke var sket noget. 

- Det må vi tage med. Fordi hvis de banker længe nok på mig, og slipper af sted med det, så vil te sig som det passer dem. Det får de ikke lov til, siger Lars Møllerhøj.

Han fortæller, at han ikke ønsker at vise sit ansigt, som det ser ud lige nu. Men hans hustru Jane Jegind har fortalt, at han er gul og blå i hele ansigtet. 

Oversigt

    Oversigt