Jensen er klar på øretævernes højreback

Trine Jensen skal forsøge at rette op på højrebackens blakkede renommé på det danske kvindelandshold op mod de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Ukraine.

Der var en del, der ikke fungerede efter hensigten for det danske kvindelandshold ved EM-slutrunden i håndbold, der blev spillet i Sverige i december måned.

Et af problemerne var højre back, hvor hverken Rikke Nielsen eller Anette Bonde Christensen formåede at slå igennem. Måske er det derfor, at landstræner Jan Pytlick i sin første trup som midlertidig landstræner valgte at udtage den nu skadesfri Trine Jensen, som han til dagligt træner i GOG Svendborg. Hun er klar over, at hun er udset til at spille på en position, der suger kritik til sig på samme måde, som tyske turister drages til en vestjysk badestrand i højsommeren.

- Sådan har det været al den tid, jeg kan huske, og det vil det nok også blive ved med at være. Det er ikke nogen hemmelighed, at højre back ikke scorer de fleste mål, men det er trods alt heller ikke det, håndbold er bygget op omkring. Jeg vil spille det spil, jeg kan, og så må vi supplere hinanden på bedste vis, siger Trine Jensen.

Oversigt

    Oversigt