Jensens Bøfhus får bøde på 10.000 kroner for sløset rengøring

Jensens Bøfhus ved Skovsøen i Odense har fået en bøde på 10.000 kroner og en sur smiley, efter fødevaremyndighederne foretog en kontrol i september.

Dårlig rengøring koster en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner for Jensens Bøfhus ved Skovsøen i Odense. 

Til en rutinemæssig kontrol i september fandt den tilsynsførende blandt andet indtørrede madrester på nogle af køkkenredskaberne, og på gulvet lå indtørrede produktrester og glasskår. Det fremgår af kontrolrapporten, at personalet på restauranten også godt selv kunne se, den var gal. 

- Det kan vi godt se. Vi gør det rent med det samme, lød virksomhedens kommentar til indskærpelsen ifølge rapporten. 

Derudover bliver det i rapporten konstateret, at man har opbevaret rengøringsmidler på et bord, hvor der også håndteres fødevarer, hvilket ligeledes koster en indskærpelse.

"Virksomheden opbevarer rengøringsmidler på et bord i køkkenet ved siden af en kasse med bagekartofler," lyder det i rapporten. 

Direktør i Jensens Bøfhus Anders Nikolaisen anerkender, at rengøringen ikke har været god nok. Derfor har det også ført til opmærksom på rengøringen i resten af kæden, fortæller han.

- Det er hamrende træls, siger han. 

- Det har haft den konsekvens, at vi virkelig er gået i bund med rengøringen derude. Og så har det haft den konsekvens, at vi har haft en lang snak med både vores personale i den restaurant og i resten af kæden.

Der er for nyligt kommet ny restaurantchef til på restauranten, og det er i perioden, hvor man har skullet køre en ny chef ind, at der er opstået problemer, fortæller direktøren. 

- I det her ledelsesvakuum, der opstår imellem det her, så sker der også det, at de ledelsessystemer - altså tjeklister og sådan nogle ting, vi bruger - ikke fungerer 100 procent, siger Anders Nikolaisen. 

Jensens Bøfhus har 21 restauranter i Danmark, og ifølge direktøren er der blevet snakket rengøring i samtlige restauranter efter den sure smiley til restauranten på Læssøegade. 

- Vi har haft samtlige køkkenchefer samlet til et møde, og på det møde har vi selvfølgelig brugt noget tid på at gennemgå det her. Når vi får sådan en løftet pegefinger for én restaurant, så synes vi, det betyder noget for vores systemer, og derfor synes vi også, det er værd at snakke med alle vores køkkenchefer om, siger han.  

 

Oversigt

    Oversigt