I det fynske folks tjeneste

Jeppe kørte spritkørsel: - Efter klokken 16 er der frit spil

01:27

17 ærøboer blev sidste år stoppet af politiet med alkohol i blodet.

Ærø er den kommune på Fyn, hvor flest borgere bliver stoppet med alkohol i blodet per indbygger.

Jeppe Seier er en ud af mange på Ærø, der har kørt spritkørsel.

I 2017 blev 17 personer stoppet med for meget alkohol i blodet. Det svarer til næsten tre ud af 1.000 borgere, hvilket er det højeste tal for en fynsk kommune. 

Promillegrænsen ligger på 0,5, men det er ikke altid den bliver overholdt.

- Jeg har selv kørt spirituskørsel én gang, fortæller Jeppe Seier. 

Jeg har selv kørt spirituskørsel én gang

Jeppe Seier

- Det var som sådan ikke nogen rar oplevelse. Ens syn er helt sløret, og man kan slet ikke tænke ordentligt, mindes han. 

Alligevel oplever han stadigvæk, at hans venner kører med alkohol i blodet.

- Vi kører spritkørsel, fordi der er ikke nogen busser. Man kan ikke komme hjem eller ringe efter en taxa, for der er også lukket ned, siger Jeppe Seier. 

Taxaordning på vej

Fra den 7. maj kan Jeppe Seier og hans venner  nu se frem til en taxaordning. Det skriver Fyns Amts Avis

Læs også Tag sprit-quizzen: Må du sove din brandert ud på bagsædet af bilen?

Formanden for Bevillingsnævnet på Ærø, Peter Hansted (S), byder taxaordningen velkommen, men håber også, at flere busser og en ændret alkoholkultur kan afhjælpe problemet. 

- Vi er nødt til at gøre noget ved det her problem, men det handler også i høj grad om en kulturændring i befolkningen, siger han. 

Sjældent politi til stede

Politiets døgnberedskab på Ærø er skruet sådan sammen, at det er til stede otte timer om dagen. Resten af tiden kan man ringe efter betjentene. 

- Efter klokken 16 er der frit spil, og hvis politiet endelig er der, og man er samlet på en kro, er den første, der kører, ædru, og det er så ham, politiet stopper, fortæller Jeppe Seier. ​

Politikommissær hos Fyns Politi Preben Ingemansen pointerer over for TV 2/Fyn, at indsatsen mod spirituskørsel generelt er højt prioriteret af politiet. 

Han kan dog  ikke love flere kontroller, selvom de unge ønsker det. 

- Men jeg kan sige, at vi gør, hvad vi kan med de ressourcer, vi nu engang har. Hvis der er nogle konkrete ting, der gør, at vi skal prøve at komme der over ved arrangementer, hører vi gerne om det, så vi kan se, om vi kan udvide vores indsatser derovre, siger politikommissæren.

Jeppe Seier har taget et valg om ikke at køre spirituskørsel mere. Han håber, at kommunen og politiet vil sætte ind mod problemet. 

- Det er grotesk, at det skal være sådan. Jeg håber, de tager sig sammen og gør noget ved problemet, siger han. 

Fra 2012 til 2016 mistede ti fynboer livet på grund af spritkørsel.

Opdatering

  • 02. maj 2018 kl. 15:25 Artiklen er blevet opdateret med en kommentar fra politikommissær Preben Ingemansen.
  • 03. maj 2018 kl. 14:06 Artiklen er opdateret. I første version skrev vi, at politiet arbejdede fra 8 til 16 hver dag. Det er ikke korrekt. En betjent arbejder hver dag med otte timers aktiv tjeneste, men i de otte timer arbejder han ikke nødvendigvis fra 8 til 16. Resten af døgnets 16 timer er betjenten på tilkaldevagt.

Læs også 19-årig spritbilist kørte galt med vennerne i bilen

Læs også Et års fængsel: Fire unge skadet under hensynsløs spritkørsel

Ved du noget? Så send os et tip