Jesper Buch: Venstre gør klar til kampen om borgmesterposten

TV 2/Fyns politiske redaktør udlægger teksten, inden partierne i Odense onsdag eftermiddag mødes til førstebehandling af budget 2017.

Fronterne vil være trukket skarpt op, når Odense Byråd i eftermiddag tager hul på debatten om næste års budget.

Venstre vil være bevæbnet med et helt nyt udspil, som anviser omprioriteringer for cirka 130 millioner kroner årligt frem til 2020.

Det svarer i runde tal til den skattestigning, som rød blok med borgmester Anker Boye (S) i spidsen er klar til at gennemføre med et snævert flertal.

Så er banen ligesom kridtet op på forhånd.

Forslag sætter kursen

Venstres alternative budgetforslag har dog ingen chancer i forbindelse med det kommende budget, som rød blok allerede har klappet af med hinanden.

Det ved de naturligvis godt i Venstres byrådsgruppe. Men vælgerne skal til stemmeurnerne næste år, og når partiets ordfører Bo Libergren har holdt sin budgettale i  eftermiddag, har han samtidig sat partiets kurs mod den kommende valgkamp.

Kursen er, at partiet skal have klare svar på de udfordringer, som byen står overfor – og især klare modsvar til rød blok, som i sidste uge endelig fik grønt lys fra Indenrigsministeriet til at hæve skatten.

Pædagogisk bliver det en vanskelig opgave at forklare vælgerne, at det godt kan lade sig gøre at skabe bedre forhold for børn, unge og ældre uden at hæve skatten. Derfor er det lige præcist her udfordringen ligger for Venstre.

Ankers imperium skal slankes

Der er næppe mange vælgere, som har tid til eller orker at sætte sig ind i alle tallene og detaljerne i omprioriteringskataloget. Men det anviser dog klart, hvor pengene skal hentes.

Når kataloget så skal sælges til vælgernes sprog i den kommende valgkamp vil svaret i pixi udgaven være, at pengene skal findes i Anker Boyes velvoksne imperium og dets overflødige fedtlag.

Hvad skal vi for eksempel med alle prestigeprojekterne? Hvorfor skal vi bruge så mange penge i Vollsmose? Hvorfor ikke udskyde byggeriet af letbanens anden etape?

Enkle spørgsmål i en valgkamp, - næsten lige så enkle som rød bloks såkaldte ”velfærdsprocent”. Venstre vil dog gentage igen og igen, at modsvaret findes i omprioriteringskataloget, og at "tyveriet fra borgernes lommer" kan undgås med en ny ledelse. Pengene er der, hvis blot der bliver ryddet op efter mange års socialdemokratisk styre!

Hvis det lykkes for Venstre at trænge igennem med den fortælling, vil meget være nået i kampen om borgmesterstolen næste år. Men vejen er lang i en by, som plejer at stemme rødt på valgdagen.

Men i dag gælder det byrådsmødet og første behandlingen af budgettet, og Bo Libergren går ikke af vejen for et regulært, ideologisk slagsmål.  

Det får han i eftermiddag, og det skal nok lykkes ham at hidse de røde op. 

Oversigt

    Oversigt