Jesper Buhl fratræder før tid

Efter planen skulle Jesper Buhl fratræde sin stilling som operachef til august. Men nu er Den Fynske Opera og Jesper Buhl blevet enige om, at han fratræder fra i dag.

Jesper Buhl har tidligere besluttet at trække sig fra chefjobbet ved udgangen af august 2016. Men bestyrelsen for Den Fynske Opera har med virkning fra i dag torsdag 21. april valgt at fritstille Jesper Buhl fra sin stilling som operachef.

- Vi har i dag den sidste opførelse af forestillingen Lysistrate, og derfor et det et naturligt tidspunkt at skifte på, siger John Wozny, der er bestyrelsesformand for Den Fynske Opera.

Jesper Buhl vil dog modtage sin løn indtil august som aftalt.

Indtil videre ansættes der ikke en ny kunstnerisk leder, da programmet for sæson 2016 - 17 er lagt fast.

Marianne Klint, der er teaterleder på Momentum,  er nu ansat som ny administrativ leder. Hun fortsætter dog som teaterleder på Momentum, men bliver leder for begge institutioner.

Den 48-årige Marianne Klint er uddannet Cand. Phil. i Musikvidenskab i 1994 og har siden da arbejdet som administrator og kulturleder på mindre teatre, såsom Den Anden Opera, Danseteatret Mancopy og  Dansescenen Archauz i Århus.

Siden 2009 har Marianne været teaterleder på Teater Momentum og nu også på Den Fynske Opera, hvor titlen bliver administrativ leder.
 

Oversigt

    Oversigt