Job i top: Langelænderne er mest tilfredse med deres arbejde

Hvad skal der til for at skabe det gode liv? En ny rapport fra Region Syddanmark undersøger hvordan borgerne har det. Langelænderne er dem, der er mest tilfredse med deres arbejde.

Hvor leves det gode liv på Fyn?

En ny undersøgelse, som Region Syddanmark har lavet sammen med Danmarks Statistik og TrygFonden, er gået på jagt efter svaret på netop dét spørgsmål.

Stor tilfredshed med arbejde og kommunal service

For eksempel er langelænderne de borgere i Region Syddanmark, der er mest tilfredse med deres arbejde. Og så huser Langeland de borgere, der har den højeste tillid til, at de får den nødvendige hjælp og service fra kommunen.

- Der er ikke så mange jobs at få og når der ikke er så mange jobs at få, så sætter man måske også mere pris på dem, der er, end man går der og er kritisk, lyder det fra Claus Hartmann, der er butikschef ved Spar-købmanden i Humble. 

- Jeg tror, at man er glad og tilfreds med det, man har, og så indordner man sig efter det, siger Morten Nikolajsen fra Humble.
Fotograf: Pernille Gram

Med udgangspunkt i netop resultaterne for Langeland har den lokale købmand i Humble hjulpet med at afkode langelændernes svar.

Ikke udelukkende lutter lagkage på Langeland

Når det kommer til langelændernes helbred, så ligger kommunen i bund i undersøgelsen, når borgerne selv skal vurdere om de har et godt helbred.

Men det svar køber de ikke helt ved Spar-købmanden.

- Det tror jeg sgu ikke på. Det gør jeg ikke, siger Leif Nielsen fra Nordenbro.

- Vi har mange ældre mennesker og der er selvfølgelig flere af dem, der fejler et eller andet. og så kan sådan en undersøgelse godt blive lidt skæv, siger købmand Claus Hartmann.

Heller ikke den lokale fisker, Morten Nikolajsen giver meget for den del af undersøgelsen, der peger på, at Langeland ligger i bunden, når de selv skal vurdere deres helbred. 

- Jeg kan heller ikke helt forestille mig, at det er helt rigtigt, siger Morten Nikolajsen fra Humble.

Også når det kommer til mulighederne for fritidsaktiviteter, så ligger Langeland lavt placeret i Region Syddanmarks undersøgelse.

- Hvem er det man spørger? De unge synes måske, at der er for langt væk til alting, siger Henny Bøjden fra Hesselbjerg. 

- Vi kan jo ikke få det hele

Købmand Claus Hartmann gætter på, at årsagen til bundplaceringen skal findes i, at man nogle gange vil have det hele. 

- Der er nogen, der gerne vil gå til svømning og nogen, der gerne vil gå til ishockey og så har vi ikke en skøjtehal, men det er jo også lidt svært at have alting. Selvfølgelig vil man gerne have det hele herovre. Men man er nødt til at være realistisk, siger Claus Hartmann. 

Hvordan kan man løfte kommuner som Langeland?

Oversigt

    Oversigt