I det fynske folks tjeneste

Jobfest: Japansk gigant i partnerskab med Middelfart-firma

50 nye job er på vej til Fiberline i Middelfart.

50 nye arbejdspladser på vej til Fiberline i Middelfart efter, virksomheden har stiftet nyt selskab sammen med japanske Mitsubishi.

Et større millionbeløb og en stribe nye arbejdspladser er på vej til familievirksomheden Fiberline Composites i Middelfart. Det skriver Finans.

Med effekt fra den 1. oktober indgår virksomheden således et ambitiøst anlagt partnerskab med den japanske industrigigant Mitsubishi. Det fortæller administrerende direktør og medejer Peter Thorning.

- For en virksomhed af vores størrelse her midt i Danmark er det et kæmpe skulderklap, siger Peter Thorning til Finans.

Partnerskabet består i et nyt selskab under navnet Advanced Carbon Pultrusions, hvor Fiberline Composites ejer 51 procent, mens Mitsubishi ejer de resterende 49 procent.

Ifølge Peter Thorning bliver selskabet kapitaliseret med 23 millioner euro svarende til 171 millioner kroner.

Det nye selskab skal fungere som leverandør til vindmølleindustrien. Hos Mitsubishi er samarbejdet forankret i selskabet Mitsubishi Rayon, der er en del af Mitsubishi Chemical Holdings med en omsætning på knap 250 milliarder  kroner sidste år.

- Vi ser frem til dette tættere samarbejde med stor fornøjelse, lyder det i en skriftlig kommentar fra Masayoshi Ozeki, direktør i Mitsubishi Rayon, over for Finans.

Administrerende direktør Peter Thorning forventer, at partnerskabet vil kaste i omegnen af 50 nye arbejdspladser af sig inden for de næste tre-fire år.

Fiberline Composites er stiftet i 1979 og er ejet af familien Thorning.

Virksomheden oplyser ikke omsætningen, men havde sidste år et bruttoresultat på 101 millioner kroner.

Ved du noget? Så send os et tip