I det fynske folks tjeneste

Jobrotation i Odense Kommune

Odense Komune indfører jobrotation.

Beskæftigelsescentret i Odense Kommune indfører nu jobrotation som et beskæftigelsespolitisk redskab til at få ledige i job, mens de fastansatte efter- og videreuddanner sig.

Regeringen ønsker det, og snart gør Beskæftigelsescentret i Odense Kommune det - sender de fastansatte på uddannelse og ansætter ledige vikarer i stedet.

Det kaldes jobrotation, og en Gallupundersøgelse offentliggjort onsdag viser, at otte ud af ti danskere går ind for ordningen.

KL og regeringen indgik i marts i år aftale om at oprette 40 procent flere jobrotationspladser i 2012.

- Vi gør det, fordi vi både får ledige medarbejdere i arbejde og fordi, vi får en opkvalificering af vore faste medarbejdere via uddannelse. Jobrotation er faktisk en 'tredobbelt win'. Medarbejderne uddannes, de ledige får fodfæste på arbejdsmarkedet, og som samfund bruger vi ressourcerne bedst muligt", siger rådmanden for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Peter Rahbæk Juel (S).

Rådmanden tilføjer, at de ledige i en jobordning også kan kigge arbejdspladsen og arbejdsområdet an - og arbejdsgiveren kan kigge de ledige an.

Opstår der en jobmulighed i perioden eller senere, så kan det få stor betydning.

- Når man har "gnubbet" sammen i forvejen, kan der etableres et match, som kan få den ledige tilbage på arbejdsmarkedet. De ledige får et netværk, og vi ved, at netop netværk har betydning for, at man får et arbejde. Samtidig opnår vi kontakt med ledige, der kan være klar til at tage over, når beskæftigelsen i det offentlige igen stiger bl.a. når de store årgange af offentligt ansatte går på pension, forklarer Peter Rahbæk Juel.

Ved du noget? Så send os et tip