Johan Norden til De Konservative

Den tidligere, socialdemokratiske borgmester i Rudkøbing Kommune, Johan Norden, skifter parti. Norden, der de seneste 16 måneder har været løsgænger, er nu politiker hos De Konservative.

Johan Norden, som er formand for Udvalget for Udvikling, Turisme, Kultur og Erhverv i Langeland Kommune, forlod i april sidste år Socialdemokraterne i protest over partiets kurs, og siden har han stået uden et parti.

- Men nu var tiden blevet moden til, at jeg kunne gå fra at være løsgænger til at få et fast tilknyttet forhold til nogle mennesker, jeg kan sparre med. Og det føles rigtigt godt i maven, siger han til TV 2/FYN.
Han fortæller samtidig, at han ikke føler, at springet fra

Socialdemokraterne til et borgerligt parti som De Konservative er særligt stort.
- Dem, der kender mig, ved, at jeg altid har ligget til højre hos Socialdemokraterne. Så jeg føler faktisk ikke, at det er et særligt stort spring politisk set. Og så kan jeg godt lide, at De Konservative er et parti, der melder klart ud, hvad de mener, siger han.

Johan Norden er nu udnævnt som ny spidskandidat for De Konservative på Langeland frem mod næste valg.

Oversigt

    Oversigt