I det fynske folks tjeneste

John Mogensen-film: Sangen lever i fynsk mindestue

00:25

Rasmus Bjerg (tv.) spiller musikeren John Mogensen i filmen "Så længe jeg lever".

Torsdag var der premiere på en ny film om den danske sanger John Mogensen. I den forbindelse havde Launy Lindahl fra Svendborg fint besøg.

- Vi taler om hans sange og om, at de er gået i blodet på os alle sammen. Jeg har hørt John Mogensen hele mit liv, og hvem har ikke det?

Sådan siger restauratør Launy Lindahl om den folkekære sanger.

Torsdag var der premiere på en ny film om John Mogensen. Filmen har titel efter et en John Mogensens allerstørste hits og hedder "Så længe jeg lever". John Mogensen spilles af Rasmus Bjerg. 

I den forbindelse fik Launy Lindahl fra Svendborg fint besøg af filmens hovedrolleindehaver.

Gennem flere år har Launy Lindahl været en nær ven af John Mogensens familie. Derfor havde han ventet i spænding på at møde Rasmus Bjerg. 

Læs også Fynske Claes Bang går tomhændet fra oscarshow

Det skete i Danmarks første og eneste mindestue for sangeren. Et rum på Børsen i Svendborg, som restauratør Launy Lindahl har dedikeret til John Mogensen, og fyldt med flere af sangerens private ting. Blandt andet et klaver og en skrivemaskine. Ting, han har fået af John Mogensens nu afdøde hustru Ruth. 

- Det er fantastisk, udbryder skuespiller Rasmus Bjerg, da han træder ind i stuen. 

- Man glemmer ikke John Mogensen

Der blev udvekslet historier og anekdoter om den afdøde sanger. Det skete ved rødternede duge med flæskesvær og håndmadder - til lyden af John Mogensens sange. 

- Det er jo fantastisk, at man stadig fejrer ham 40 år efter hans død. Der bliver lavet film, vi har lavet stuen, og der er lige skrevet en ny bog om ham, siger Launy Lindahl. 

Han tror på, at John Mogensens sange og historien om ham altid vil leve. 

01:32 Luk video

- Man kunne lynhurtigt kigge på ham (John Mogensen, red.) som en tegneseriefigur, der bare stod på et værtshus. Han var meget mere end det, siger Rasmus Bjerg og peger på en af de mange private billeder af sangeren.

Han er enig med Launy Lindahl i, at man ikke bare sådan lige glemmer John Mogensen. 

- Hans sange er så ærlige og skåret ind til benet. Alt flommet er væk. De fortæller nogle ærlige historier, der går lige ind og rører os alle sammen. Og det er jo det der gør klassikere. 

John Mogensen døde i 1977 - bare 48 år gammel.

Ved du noget? Så send os et tip