I det fynske folks tjeneste

Jonas blev væk, men fundet igen

00:50

Hvordan undgår man at blive væk fra sine venner på Tinderbox? En flok på otte gæster har svaret.

- Hvorfor jeg bliver væk, det er et godt spørgsmål. Lige pludselig står man i sin egen lille verden og danser lidt. Puf, så er man pludselig væk. Så bliver man sulten og går over for at få noget at spise, så kan man ikke finde de andre igen.

Sådan forklarer Jonas Bjerregaard fra Odense sin forsvinden, da han blev væk fra sine venner torsdag aften på Tinderbox. Hvad gør man så, når man måske ikke har strøm på telefonen eller kan høre eller mærke den?

Jonas var så heldig, at han havde forberedt sig selv og sine venner på en situation som denne. De otte venner, der er til Tinderbox sammen, har lavet et program over koncerter på festivalen. Derudover optræder alle otte med billeder på bagsiden. Alt sammen for at kunne finde hinanden igen.

- Det er lidt en sjov gimmick i stedet for at skrive sit telefonnummer på armen. Der er ingen, der hører sin telefon under koncerterne. Så i år blev vi enige om at lave nogle billeder. Så virkede det tilfældigvis i går. Så kortet virker, fortæller Rene Dyhrberg Hansen fra Odense.

Sådan gik det til, at Jonas Bjerregaard fandt sine venner igen. Men eftersøgningen var ikke uden krumspring.




- Jeg gik hen til nogle piger og spurgte, om de havde set Jonas? Så blev vi tilfældigt ledt gennem seks andre personer. Lige pludselig stod en pige og råbte, er det ikke ham der ovre? Så stod han der ved rød scene. Han blev væk ved MagicBox, så det er egentlig meget godt klaret, siger Rene Dyhrberg Hansen.

Efter gårsdagens store succes med find-hinanden-kortet overvejer de to venner at sælge ideen til Tinderbox. Der mangler programmer udover Tinderbox-appen, og med deres, kan man åbenbart finde hinanden igen - nok med en smule held involveret.

- Til næste år går vi all-in. Der printer vi nogle t-shirts med billeder på, fortæller Jonas Bjerregaard.


 

Ved du noget? Så send os et tip