I det fynske folks tjeneste

Jönsson: Hvis vi har bolden, bliver det sværere for FCM at score

OB skal mandag aften på en vanskelig opgave, når de på udebane møder formstærke FC Midtjylland.

Foto: Henning Bagger / Scanpix

Tre point til striwerne mandag aften sender OB op på Superligaens fjerdeplads og placerer klubben rigtig fint i forhold til målsætningen om at holde sig i top seks.

Men der venter OB-truppen en særdeles vanskelig opgave i Herning, hvor hjemmeholdet i øjeblikket er rigtig godt kørende og ikke har tabt i de seneste 11 kampe i streg.

I sidste Superligarunde havde de besøg af AGF, der blev sendt hjem til Smilets By uden de store grunde til at smile, men derimod med en ægte cowboylussing i form af et nederlag på 0-4.

Selvom vi spiller mod et godt hold på udebane, er det stadig vigtigt, at vi tør at spille med bolden. Man kan sige, at hvis vi har bolden, så bliver det også sværere for dem at score

Rasmus Jönsson

OB har mødt FC Midtjylland to gange i denne sæson - en gang i pokalturneringen og en gang i Superligaen. Efter de to kampe, der begge er spillet i Odense, fører midtjyderne med 5-0.

- Det bliver selvfølgelig en svær kamp. Det er ingen hemmelighed, at Midtjylland er et stærkt fysisk hold, der spiller noget god fodbold, og så vinder de jo deres kampe, og det er jo i sidste ende det, som det handler om, siger OB's Rasmus Jönsson til klubbens hjemmeside.

Fynboer med selvtillid

Men OB går ikke ind til kampen med det formål at begrænse nederlaget mest muligt. I den seneste runde spillede OB en af sæsonens bedste kampe, da de sendte Hobro hjem fra Odense med et klart nederlag på 3-0.

OB-holdet har også fået masser af selvtillid efter en god stime, der har budt på blot et enkelt nederlag i de seneste otte Superligakampe. 

Læs også OB-profil: Jeg ville sidde på den lukkede, hvis jeg var lige så aggressiv uden for banen

Rasmus Jönsson mener, at OB'erne skal gå efter at fortsætte den boldbesiddende spillestil, også når det handler om at holde en stærk FC Midtjylland-offensiv i skak. For det er som bekendt lettest at holde modstanderne fra at score, når man selv har bolden.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det, som vi har gjort indtil videre. Bare fordi vi møder et af holdene, der er i bedst form lige nu, må vi ikke blive bange for at spille vores spil. Selvom vi spiller mod et godt hold på udebane, er det stadig vigtigt, at vi tør at spille med bolden. Man kan sige, at hvis vi har bolden, så bliver det også sværere for dem at score. Og jeg synes, at det er noget af det, som også har været medvirkende til, at vi har lukket så få mål ind i denne sæson, siger den svenske offensivspiller. 

Læs også OB-træner: Det bliver en hård kamp om at komme i top-6

Mangler to mand

OB-truppen er uden venstrebacken Jacob Barrett, der efter en operation i den ene hånd er ukampdygtig i årets to sidste kampe.

Mikkel Desler er tilbage på træningsbanen efter sin operation for blindtarmsbetændelse, men han vil først være i spil til sæsonens sidste kamp hjemme mod Silkeborg. En kamp der spilles på søndag.

Følgende 18 spillere er med i spillerbussen mod Herning:

1. Thomas Mikkelsen
2. Kenneth Emil Petersen
3. Frederik Tingager
4. Ryan Johnson Laursen
5. Joao Pereira
6. Jeppe Tverskov
7. Joan Simun Edmundsson
9. Rasmus Jönsson
10. Rasmus Festersen
11. Casper Nielsen
13. Sten Grytebust
14. Jens Jakob Thomasen
15. Izunna Uzochukwu
18. Mathias Thrane
21. Mathias Greve
22. Nana Welbeck
25. Nicklas Helenius
28. Anders K. Jacobsen

Kampen bliver fløjtet i gang i Herning mandag aften klokken 19.00. Du kan følge kampen via liveblog her på tv2fyn.dk.