Jorden brænder under Troels Bech

Fodboldeksperter spår fyring af cheftræner Troels Bech efter nederlaget onsdag til Brønshøj i pokalturneringen

Fodboldkommentator, Erik Nielsen, fra P3 Sporten mener, det er stærkt sandsynligt, at Troels Bech mister jobbet efter nederlaget til Brønshøj, der ligger i bunden af 1. division.

- Efter tre års middelmådige placeringer ligger OB nu til nedrykning og så taber de oven i købet til - lad os kalde det - et møghold som Brønshøj, siger Erik Nielsen.

Han mener tålmodigheden er tyndslidt hos tilskuerne og at nogen kommer til at bøde for det.

Han mener, at OBs ledelse også har et ansvar:

- Men spørgsmålet er, om ledelsen vil pege på sig selv. Det tvivler jeg på, de vil, siger Erik Nielsen.

Bookmakeren NordicBet tror også på en snarlig fyring af Troels Bech.

- OB var i stærkeste opstilling, men formåede end ikke at være dominerende i onsdagens pokalnederlag til Brønshøj, der ligner en kommende nedrykker til 2. division, siger NordicBets oddssætter, Tonni Munk Jensen.

Han fremhæver, at det ser ud til, at Troels Bech ikke længere formår at motivere spillerne, og at der går rygter om skænderier i omklædningsrummet.

Ifølge Tonni Munk Jensen er OB nødt til at reagere, når det går så skidt og derfor giver NordicBet kun pengene to gange igen, hvis Troels Bech bliver den træner, som bliver fyret først i Superligaen.

Tonni Munk Jensen ser dog en mulighed for, at Troels Bech overlever i jobbet:

- Det kan blive hans held, at økonomien i OB er så stram, at en fyring måske ikke lige venter rundt om hjørnet, siger han og peger på, at pokal-exiten giver klubben ro til at koncentrere sig om overlevelse i ligaen.

- Når det er sagt, kan nederlag i de næste to-tre kampe øge presset så meget, at fyring er eneste udvej, siger Tonni Munk Jensen.

Troels Bechs nærmeste "konkurrent" til fyring er Silkeborgs Jesper Sørensen, som giver pengene 3,5 gange igen, mens Niels Frederiksen i Esbjerg har odds 10,5.

Oversigt

    Oversigt