Journalist nåede kun et halvt spørgsmål - og så brød festen løs

Folketingskandidat Alexander Grandt er i spil til at få et af Socialdemokratiets fem mandater på Fyn. Festen var derfor godt i gang i Odense.

TV 2/Fyn var onsdag aften på besøg hos Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, i Odense.

Socialdemokratiet står til at få fem mandater på Fyn og ser ud til at blive det største parti på Fyn og på landsplan.

Alexander Grandt er i spil til at få et af de fem fynske mandater. Da TV 2/Fyn forsøgte at interviewe folketingskandidat Alexander Grandt (S), blev det dog efter få sekunder afbrudt af jubel i ungdomsorganisationen.

Også andet interviewforsøg blev afbrudt, men tredje gang var lykkens gang.

- Jeg kæmper i hvert fald om det sidste mandat. Som ny kandidat håber jeg at kunne vinde det allersidste mandat på Fyn, siger Alexander Grandt til TV 2/Fyn.

- Med den kampagne, jeg har kørt, og alle de her mennesker i baggrunden, som har kæmpet for mig, håber jeg selvfølgelig, det kan lade sig gøre, fortsætter han.

Hvordan skal aftenen fejres?

- Vi skal fejre, at det ser ud til, at der er et rødt flertal. Nu ved vi ikke, hvordan regeringsforhandlingerne ser ud, men Socialdemokratiet bliver det største parti, og det er en kæmpestor sejr, som vi selvfølgelig skal fejre i aften, siger Alexander Grandt.

Socialdemokratiet har fået 29,8 procent af stemmerne på Fyn. Venstre har fået 23,4 procent.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt