Jubilarer skød efter træfugl i Nyborg - borgmester blev fuglekonge

Fyns ældste fugleskydningsselskab holdt traditionen tro den årlige fugleskydning: Blandt skytterne har flere skudt i selskabet i mere end 50 år.

Der er traditioner og så er der traditioner. En af de rigtig gamle af slagsen er fugleskydningen i Nyborg, der fandt sted i dag.

Blandt de fremmødte skytter var flere 50 års jubilarer. Ved fugleskydningen lades gammeldags forladergeværer med krudt og en kugle, og der skydes mod en træfugl højt hævet i luften på en stang. Skytterne møder naturligvis op i søndagstøjet, selvom det jo i dag var torsdag. 

Fugleskydningsselskab, der afholdt årlige fugleskydning, er Fyns ældste og har eksisteret siden 1801.

En af jubilarerne er Johan Pohlmann, der trofast er vendt tilbage år efter år.

- Det er kammeratskabet, traditionerne og historien ved det, siger han.

Men han er også en af dem, der opnår flotte resultater. Jubilaren har været såkaldt fuglekonge tre gange og har skudt fuglen ned to gange for andre.

Da TV 2/FYNs reporter spørgende siger: du kan altså ramme? griner han:

- Jeg har også øvet mig i 50 år.

Årets fuglekonge blev i øvrigt Nyborgs borgmester Kenneth Muhs.

 

Oversigt

    Oversigt