Omkring 50 hjemløse og ensomme ældre kan i aften glæde sig til en omgang juleforkælelse i Assens. Det er Hans Hansen, der sammen med ejeren af Restaurant Frederik IX, Vinh Trang, der har taget initiativ til et julearrangement for byens hjemløse og ensomme.
Der er mange ældre, der for eksempel er alene. Børnene bor i København, så er det trist, at de sidder alene. Så åbner vi dørene her i stedet, fortæller Hans Hansen.
Til arrangementet kommer der både til at være julebuffet, rødløber og julebanko med præmier. Det er de lokale butikker i byen, der har sponsoreret gaverne.
'Vi har nok glæde i hverdagen'
Vinh Trang kom til Danmark som flygtning for omkring 23 år siden. Venneparret har kendt hinanden siden da, og det var meningen, at de i år skulle holde jul sammen. Men så fik de en anden idé.
- Vi tænkte, at vi har nok glæde i hverdagen. Lad os hjælpe andre også, siger Hans Hansen, der også selv skal være med til at tilberede maden til de mange gæster.
Der er allerede 50 tilmeldte til arrangementet, men der er plads til omkring 80 gæster i alt.
Arrangementet finder sted i dag fra klokken 17-20.