Jul: Posthusene holder ekstraordinært søndagsåbent

Julegaver, sendt på tværs af landet, skal ikke holde juleaften på posthuset. Derfor holdes der søndagsåbent.

- Pakken nåede desværre ikke frem.

Den undskyldning kan næppe bruges, når det gælder julegaverne. Helt ekstraordinært slår Post Danmark nemlig dørene op til landets posthuse søndag den 23. december.

- Posthusene har normalt ikke åbent om søndagen, men lillejuleaften vil de have åbent fra kl. 10 til kl. 13, udelukkende for at kunderne kan komme og hente pakker, siger Eva Malene Hartmann, der er chef for privatkunder i Post Danmark.

I forvejen har langt størstedelen af landets postbutikker åbent den 23. december, og her kan der hentes pakker i hele butikkens åbningstid, oplyser Post Danmark i en pressemeddelelse.

Post Danmark har i år en ekstra omdeling af pakker den 22. december for at understøtte nethandlen.

Mere end hver anden dansker regner ifølge en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Post Danmark, med at finde nogle af årets julegaver på nettet.

- De pakker, vi ikke kan aflevere den 22. december, sørger vi naturligvis for at lægge på posthuset eller i en af de mange søndagsåbne postbutikker. Det giver endnu flere mulighed for at hente deres pakker og få en god juleaften, siger Eva Malene Hartmann.

For kunder, der skal hente pakker den 23. december, vil det derfor være en god idé at kigge en ekstra gang på den blanket, som pakkebuddet lægger i brevkassen, for det kan være, at pakken skal hentes i en anden postbutik end normalt eller på posthuset.

Post Danmark har mere end 955 posthuse, postbutikker og Døgnpost-automater landet over, hvor der kan hentes pakker.

Oversigt

    Oversigt